Det ville være dejligt

Åh hvor er jeg til fals for katastrofal poesi. Mindst et liv har jeg satset på digtets lunefulde præmis, en rejse for et indfald, en solstråle for en stavelse, et vers for en afsked.

Når jeg læser en bog, noterer jeg mig de særligt gode steder; hvad vil jeg citere? Ofte bliver valget svært, og ofte skyldes det, at valget står mellem æbler og pærer, mellem sprog og indhold. Aldrig helt adskilt, men alligevel. Ovenstående er betagende sprog, som jeg ikke ville kunne analysere, men som jeg uden videre og selvfølgeligt forstår. Nedenstående er slående indhold:

Sukker og mælk? Ja tak, sagde jeg. Cremefraiche til tærten? Det ville være dejligt. Mit sprog havde undergået en forandring. Jeg kunne ligefrem være høflig og sige, det ville være dejligt. Noget nyt? Næ. Men ret usædvanligt, min tunge var ikke drejet til den slags ord, bildte jeg mig selv ind, men mennesket er formodentlig i stand til at bære en hvilken som helst maske og fylde kæften med gloser, der passer til masken.

Kapitlet Sommer med et nedslag i forfatterens barndom er det, der gjorde allermest indtryk på mig. Læs selv Thomas Boberg: I den næste by: Rejseminder. Gyldendal, 2012.  

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s