Og siger man at jeg så en faun vil jeg tro det

I har bredt Finland ud/

for vore øjne/

I har krøllet tunger/

og spidset ører – trodset sproget/

for at gi os venlighed og varme/

 

I har vist os eventyr af/

nordisk skønhed,/

fortryllede birkeskove og lysende søer/

Og siger man/

at jeg så en faun/

dér bag bastun, han tittede frem,/

vil jeg tro det, siger man/

at helhest og varulv og elver steg ud/

af den nordiske mytologi/

og svømmede nær ved os/

ved Halosenniemi/

i aftensolen i søen/

Så tror jeg det er sandt

 

I har mottakt os som venner/

Vi glemmer aldrig en ven./

Kiitos Tuusula/

Pidän sinust/a

Tulen pian takaisin/

Igen et stykke oprydningsnostalgi, digtet her skrev jeg til afskeden med de finske værter efter tre dages besøg i Hvidovres venskabsby, Tuusula. Det er trykt i rapporten Venskabsbyrejsen 1989 og har et billede af maleren Pekka Halonens fantastiske hus og atelier ved søen på forsiden. På mit eget papir har jeg sat sære tegn og streger under de finske ord for at udtale dem korrekt ved oplæsningen; nu husker jeg ikke mere, hvad de betyder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s