Goddag, sagde den gamle mand

”Goddag,” sagde den gamle mand.

Katten løftede knap nok hovedet og besvarede dovent og med dyb stemme hans hilsen. Det var en stor, gammel, kulsort hankat.

”Det er dejligt vejr i dag, hva’?”

”Tjo …” svarede katten.

”Der er ikke en sky på himlen.”

”Ikke endnu i hvert fald.”

”Tror De ikke, at det gode vejr holder?”

”Jeg har på fornemmelsen, at det vil trække op hen mod aften,” svarede den sorte kat og strakte det ene ben. Så kneb den øjnene sammen og skottede over mod manden.

Han smilede til katten.

Den virkede først lidt forvirret, men sagde så resigneret: ”Du … kan tale.”

Denne passage i Haruki Murakami: Kafka på stranden fik mig til at snappe efter vejret: det er ikke en talende kat, men en talende mand. Her fra var jeg totalt betaget af denne roman, der vender det almindelige på hovedet, behandler  drømme og virkelighed med lige stor vægt og jonglerer ubekymret imellem disse, og som nærmest i tilfældige bisætninger etablerer sammenhænge i komplekse, kaotiske? begivenheder.

Udkommet på Klim, 2007, oversættelse af Mette Holm.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s