Flodtid

Er det sproget eller er det ordenes pålydende? Er det digtene med bogstavtitler,  der gemmer en nøgle? Er det de forrevne sætninger, ophobninger af usammenhængende  ord – eller hvad er det, jeg skal lægge mærke til i denne bog?

Nedslag hvor som helst:

Min engel i et lindetræ fra  Berlin/

i båndet af hør   tingens holdbarhed nærmest som/

lærred

 

Eller her:

sporsans   markduft   tvangskærlighed/

sendertone   lynkrig   sædhvidt/

sætningerne søger deres flok, og jeg er den første næse/

Nej ikke kun sprog:

høre sig selv trampe på orglet det gør ligesom godt ondt, gnave og male, harve/

i  v i r k e l i g h e d e n  e g e n t l i g

hade allitteration og misbrug af lydene/

især de små djævle til lyde der leger indsmigrende/

tilsyneladende ubevidst/

Nej, indsmigrende er hun ikke, den svenske digter Katarina Frostenson. Man føres hid og did, fanger en stemning, dvæler ved sære sætninger og aner en fortælling, men puf: så er hun væk igen. Kun for suverænt at vende tilbage til en usynlig tråd med en henkastet gentagelse eller to. For mig er hun en direkte påmindelse om, at sproget er en i virkeligheden egentlig umulig ting.

Katarina Frostenson: Flodtid. På dansk ved Pia Tafdrup.  Gyldendal, 2013. Lækker lille kvadratisk bog på lækkert papir med lækkert omslag. Hvordan mon den vil tage sig ud som e-bog?

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s