Det kollektive hele

Toge i alverdens farver bevæger sig i alle mulige retninger og transporterer folk fra sted til sted. Disse folk har hver deres træk, hver deres personlighed, og alligevel er de blot en navnløs del af det kollektive hele. Alle er de på en og samme tid én selvstændighed helhed og så blot en del af denne. De håndterer denne dobbelthed dygtigt og til egen fordel og udfører deres morgenritualer effektivt og præcist; børster tænder, barberer sig, binder deres slips, kommer læbestift på. Nyhederne tjekkes på tv, der bliver snakket med familien, spist morgenmad og gået på toilettet.

Med solopgangen flokkes kragerne over byen i jagten på føde.

Det er omsider blevet morgen i den japanske forfatter Haruki Murakamis roman Efter midnat, og dagens lys og liv tager over efter nattens.  –  Vi er en del af helheden, javel, men dog først og fremmest os selv nærmest. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen siger: Vi er ikke længere del af et fællesskab; vi er 300 millioner små selvoptagede atomer, der hopper omkring og desperat søger efter en lille fordel i forhold til de andre atomer (interview i Politiken 30.06 af USA-korrespondent Jakob Nielsen).

Efter midnat er oversat af Mette Holm og udkommet på Klim i 2008.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s