Dødens telefonboks

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg dør./

Men de døde tager sminkede af sted./

De tager af sted med bil/

som var kirkegården er stor underjordisk parkeringsplads./

Sådan begynder det lange digt Telefonboksen med overvejelser om Gud, Døden og hvilken telefonboks Døden benytter, når/ den sidste besked gives. Om farens død:

Jeg søger stadig efter min fars fodspor, der forsvandt./

Tvivlen om, at Gud er til, sagde han, gør at jeg/

ikke tager livet af mig./

Ordene lød ikke overbevisende./

Jeg syntes det var synd for ham,/

blev ked af at høre ham tale på den måde./

 

Alligevel/

snød den gamle mig./

Nogle få måneder senere døde han./

Digtet slutter med disse to strofer:

Inderst inde ved jeg/

at Gud er radiatoren i min glæde,/

at han er smerten i min fars øjne,/

og også stewardessens stemme, der beder os/

spænde sikkerhedsbæltet,/

for vi lander på Færøerne om et øjeblik.//

Døden er en fåmælt herre med hat./

hans eneste bekendte er ligvognschaufføren,/

præsten og måske også graveren./

Ordknappe spiller de kort i et lille skur tæt/

ved kapellet./

Alligevel følger jeg mig tryg den dag, han går/

ind i telefonboksen/

og giver besked på at slette mit navn./

Fra færøske Jóanes Nielsens digtsamling Sting, på dansk ved Ebba Hentze. Forlaget Vindrose, 1999.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s