Disciplineret hæmningsløshed

Hold da op, hvor er hun god:

Stine Pilgaard med Lejlighedssange. Samleren, 2015.

En roman, elegant opbygget af forskellige typer korte tekster, frydefuldt morsomme og disciplineret hæmningsløse.

 

Der er den om de andre kvinder, der kvidrer over billedet af et scannet foster.

 

Der er fantastiske sætninger strøet rundt på siderne: Langsomt opløses jeg for dit blik og udskiftes med dine tanker.

 

Og den sprudlende Sang om hygge, der begynder sådan her: Klokken er elleve seksten, og min søster synes, at alting er hyggeligt. Hun er en hyggejæger og altid på jagt. Hun nynner og tænder stearinlys, hyggelys, myggelys, inviterer til julehygge, rødvinshygge, grillhygge. Der er ikke det ord, hyggen ikke kan stille sig bag ved og oplyse, give et strejf af noget ufarligt, det er så opbyggeligt, når noget er hyggeligt. Hyg, kommanderer min søster, som den enmandshær hun er, på sin vej gennem verden.

 

Eller en spiddende historie fra parforholdet: Jeg står i køkkenet og laver chili con carne. Normalt er jeg din køkkenslave, det er det, man kalder arbejdsfordeling, gør det, du er bedst til, det gør vi. Så jeg skyller, hakker og skræller, og du bestemmer. I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud.

 

Læs selv videre.

Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.

Det lille glimt af noget andet

Hun tænkte at han havde meget at lave og ikke var ved sin telefon. Hun tænkte at det var en skam at han ikke længtes så meget efter hende at han ville ringe uanset at han ikke havde tid, at han ikke havde telefonen på sig for ikke at gå glip af et eneste opkald fra hende, sådan som hun ville have gjort, og som plejede at kendetegne den fase de befandt sig i. Befandt hun sig i den alene?

Håb og klarsyn veksler i denne pinefulde kærlighedshistorie om digteren og essayisten Ester Nilsson der vrider og vender realiteterne og i tankerne gennemgår, forklarer, undskylder, forstår. Men er den elskede lige så forelsket i hende, mindre forelsket, eller måske slet ikke forelsket?

Det hun absolut ikke måtte gøre nu var at udsætte sig for angsten ved at sende en sms som der ikke kom noget svar på. Angsten for udeblevne svar var noget som dem der opfandt sms og mail ikke kunne have forestillet sig.

Efter hele og halve og lunkne svar fra ham, og efter i måneder at have klynget sig til det lille glimt af noget andet, fatter hun det da på bogens sidste sider:

Håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. … Håbet som bebor menneskehjertet tror at viljen allerede foreligger; at den elskede egentlig – egentlig – vil det som han lader som om han ikke vil, eller ikke vil det han lader som om han vil, kort sagt, at det ikke forholder sig sådan som det ser ud til. At det lille glimt af noget andet er sandheden. Det er det som er Håbet. … Om en uge havde hun oplevet et års lidelse. Den blev voldsommere og mere koncentreret i nogle dage nu, men var renere og mindre uklar. Der var ikke mere at forstå.

Fra Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed. Batzer & Co, 2014. Oversat fra svensk af Anne Marie Têtevide. Iflg. Politiken Bøger er en fortsættelse, på svensk Utan personligt ansvar, på vej.