Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.

Kunstens fordringer

Kunstens fordringer er også verdens fordringer, et krav om sandhed (med lille ”s”). Når jeg skriver romaner, tænker jeg altid: ”Nej, det er forkert. Det er løgn, få det væk.” Og så går jeg videre, dybere ind i det jeg laver. Jeg finder rigtigheden, og jeg ved detNår jeg arbejder, hvordan ved jeg så, at en drejning i historien eller en samtale mellem personerne er rigtig? Hvorfor vælger jeg ét ord frem for et andet?

Siri Hustvedt skriver med baggrund i kognitionsforskning videre om erkendelsen af denne rigtighed. Og om kunstnerens nødvendighed:

Begæret efter at lave kunst er en både fysisk og intellektuel drift – en oversættelse af levet erfaring til noget andet, en ting uden for kunstnerens krop. Al god kunst bærer mærket fra denne trang, og det er ofte denne mystiske beskaffenhed, der adskiller stærke værker fra de middelmådige. Når en kunstners mål blot er at producere et digt eller en symfoni eller en roman eller et maleri, visner værket og dør, før det overhovedet er født.

Kloge ord i en klog bog: At leve At tænke At se, essays af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Forlaget Per Kofod, 2012.

Espedals briller

”Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på.”

Fra Tomas Espedal ”Biografi Dagbog Breve”. Bøgerne udkom på norsk i tre separate bind, men er på dansk samlet i ét, og er forfatterens leg med autofiktion – fra før kollegaen Karl Ove Knausgård udsendte sin store ”Min kamp”. I modsætning til biografier, dagbøger og breve almindeligvis  er disse tekster stramme, præcise og intense og læsningen spændende og nydelsesfuld, – kun det lange digt ”Et forsøg” i slutningen hægter mig af. Espedals overvejelser om at gå, i relation til hans bog ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, om læsning og om skrivning er fascinerende:

”Hvad er det jeg læser? Jeg læser i Bibelen. Romaner læser jeg ikke. Efter at jeg fik briller har jeg mistet interessen for romaner. Jeg læser digte. Jeg læser alt af Kristian Lundberg. Jeg læser Morten Søndergaard. Jeg læser Klaus Høeck, det må være en af mine allerstørste læseoplevelser: In Nomine. Jeg læser Ann Jäderlund. Jeg må være forsigtig med Ann Jäderlund. Jeg må i det hele taget være forsigtig med hvad jeg læser. Det minder mig om at jeg må være mere uforsigtig med hvad jeg skriver.”

Batzer og Co, 2013.Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Hvorfor blev Pamuk forlegen?

Om fiktion og virkelighed

”Hr. Pamuk, jeg har læst alle Deres bøger,” sagde en kvinde i Istanbul engang til mig. Hun var omtrent på alder med min tante og havde et præg af tante over sig. ”Jeg kender Dem så godt, at De ville blive forbavset.”

Pamuk møder kvindens øjne og gribes til sin egen overraskelse af skyld og forlegenhed. Han er en berømt forfatter og vant til, at folk forveksler romanhelten med ham selv og tillægger ham heltens oplevelser; men det rører ham ikke, – for han ved selv, at sådan forholder det sig ikke. Desuden havde jeg støtten fra tre århundreders roman- og fiktionsteori, som jeg kunne bruge til at værne og beskytte mig mod disse påstande. Og jeg var udmærket godt klar over, at romanteorien eksisterede for at forsvare og opretholde denne fantasiens uafhængighed af virkeligheden.

Vi tror altså heller ikke, at krimiforfatteren selv begik mordet, tænker jeg oprørt, hvor naiv kan man være?

Og dog: har jeg selv læst en roman eller en novelle, mødt forfatteren og tænkt, at jeg havde et forspring i dette bekendtskab netop ved at kende vedkommende i forvejen? Ja.

 Men da en intelligent læser fortalte mig, at hun havde fornemmet erfaringer fra det virkelige liv i romanens detaljer, der ”gjorde dem til mine”, følte jeg mig forlegen som en, der havde tilstået noget meget intimt, som en, hvis nedskrevne tilståelser var blevet læst af en anden.

 Hvorfor blev Pamuk forlegen? Hvorfor kunne ”tanten”, som han formentlig for at undgå misforståelser kalder hende, mene at hun kendte ham, og hvorfor tror han på det?

Romaner lister sig ind på os, siger Pamuk, ved at begynde med de små detaljer og begivenheder, vi alle iagttager til hverdag og er fortrolige med på vores egen måde. Lad os for at forenkle kalde hver af disse iagttagelser for en sanseoplevelse. Når vi åbner et vindue, tager en slurk kaffe, går op ad en trappe, trænger ind i en menneskemængde, sidder fast i en trafikprop, klemmer fingeren i en dør, mister vores briller, ryster af kulde, går op ad en bakke, tager en svømmetur den første sommerdag, møder en smuk kvinde, spiser en bestemt slags småkager, vi ikke har smagt siden barndommen, sidder i et tog og kigger ud af vinduet, snuser til en blomst, vi aldrig har set før, bliver irriterede på vores forældre, udveksler et kys, ser havet for første gang, bliver jaloux, drikker et glas koldt vand – det unikke ved hvert af disse sanseindtryk og den måde, hvorpå de overlapper andre menneskers oplevelser, danne grundlag for, at vi kan forstå og nyde en roman.

 Det er altså vores egne sanseoplevelser, vi læser ind i romanen, ligesom forfatteren bruger sine når han skriver den. Og når den russiske forfatter Tolstoj i romanen om Anna Karenina levendegør hendes togtur i det snedækte landskab, efter ballet, hvor hun er på vej hjem til mand og børn i Sankt Petersborg og ikke kan koncentrere sig om læsningen, men falder hen i udsigten fra togets vindue, er det ikke sine egne oplevelser, forfatteren skriver om.

Og så alligevel:

Eftersom vi i en krog af sindet også ved, at disse detaljer, disse sanseoplevelser, kun kan stamme fra livet selv, ved at være levet, ved vi, at Tolstoj gennem Anna Karenina forbinder os med sin egen livserfaring og sit eget sanseunivers.

Sådan har alle tre parter: forfatter, læser og romanfigur, rødderne nede i selve livet.

Kvinden i Istanbul blandede ikke forfatteren Pamuks ydre historie sammen med romanfigurens gøren og laden. Det, der gjorde det muligt for den indsigtsfulde tante at kende mig så godt, var mine egne sanseoplevelser, som jeg ubevidst lagde ind i alle mine bøger, alle mine personer.

Og som tanten må have genkendt fra et sted i det levede liv.

 Forfatteren deler sine livserfaringer og sine personlige sanseindtryk med os. Men han gør det via fiktive personer, så vi ikke kan vide hvad der stammer fra ham selv: Disse sanseøjeblikke, der omfatter alt fra at åbne en dør til at komme i tanker om en gammel kærlighed, danner de irreduktible øjeblikke af inspiration, de personlige skabelsespunkter i romaner. På denne måde smelter observationer, som forfatteren har indsamlet direkte fra sine erfaringer i livet – som vi kalder romandetaljer – sammen med fantasien på en sådan måde, at det bliver vanskeligt at adskille de to dele.

Det er læseren med på, og nu opstår en kispusleg med spejle mellem læser og forfatter: Ved hver detalje tænker forfatteren, at læseren vil tro, at denne detalje er erfaret. Og læseren tror, at forfatteren har skrevet i den tanke, at læseren vil tro, at den er erfaret. Nu tænker forfatteren, at læseren tror, han har skrevet den detalje med tanke på, at læseren også har tænkt på det. …Vores romanlæsning farves af den uvished, der er et resultat af denne leg med spejle.

Ligesom forfatteren får os til at se bjergene, mærke flodens kølighed og fange skovens duft, så får han os også til at tro på at den verden, han beskriver, er en spejling af den ægte, virkelige verden.

Det er det selvfølgelig ikke, siger Pamuk:

Der findes naturligvis ikke noget som et perfekt spejl. Der findes kun spejle, som perfekt svarer til vores forventninger. Enhver læser, der beslutter at læse en roman, vælger spejl alt efter sin smag.

Nåh ja, klart, tænker jeg; eller efter hvad man tilfældigvis har hovedet fyldt af lige nu. For eksempel glaner jeg altid efter folks fødder, når jeg selv skal have nye sko.

Om forholdet mellem fiktion og virkelighed i beskrivelsen af en eksisterende by fortæller Pamuk fra sin reseach til romanen Sne:

Mange af mine spørgsmål handlede om fattigdom, korruption, svig, bestikkelse og snavs og elendighed – byen havde mange sociale og politiske problemer med smålighed og vrede, der ofte førte til vold. Alle fortalte mig, hvem de brodne kar var, og forlangte, at jeg skulle skrive om dem. I dagevis gik jeg rundt i gaderne med en mikrofon og optog frygtelige historier om byen og indbyggernes liv. Så fulgte mine venner mig til busstationen, og hver gang sagde de farvel med de samme ord: ”Hr. Pamuk, skriv nu ikke noget negativt om os eller om Kars, vel?” De tog afsked med et smil uden mindste spor af ironi – og jeg fordybede mig i tanker som enhver romanforfatter, der er fanget mellem trangen til at skrive sandheden og ønsket om at være elsket.

Hvorfor al denne ulejlighed, kunne man spørge, hvorfor ikke bare holde sig til virkelighedens facts? Hvad skal vi med romaner?

Det giver Pamuk sit eget svar på:

Det var ved at tage litterære romaner alvorligt, at jeg i min ungdom lærte at tage livet alvorligt. Litterære romaner overtaler os til at tage livet alvorligt ved at vise os, at vi i virkeligheden har magt til at øve indflydelse på begivenheder, og at vores personlige valg former vores liv.

Citaterne er af den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, primært fra kapitel 2: Hr. Pamuk, er alt dette virkelig sket for Dem?  i bogen Den naive og den sentimentale romanforfatter: Hvad der sker, når vi skriver og læser romaner. På dansk ved Elisabeth Ellekjær. Gyldendal, 2010. Bogen er baseret på en forelæsningsrække: The Charles Eliot Norton Lectures, som Pamuk holdt på Harvard Universitet i 2009.

Virkelig guf for seriøse romanlæsere og –skrivere!

Hvor kommer bogen fra?

Først var det sølle at være selvudgiver, så blev det hipt.

Bøger er ikke længere automatisk  interessante fordi de kommer  fra  Gyldendal eller Lindhardt og Ringhof, men kan man gøre et fund fra Elg & Co. eller Den Flyvende Kamel er det en brik til identiteten for den læser, der går egne veje i søgen efter det specielle. Ligesom vi opsøger obskure gader og kvarterer i alverdens storbyer for at finde autentiske ting og sager, så er det vel logik at vi også selv vil opsnuse små, upåagtede bogudgivelser i Danmark, om det nu er på papir eller på elektronik, – for at finde det virkelig interessante.

Boghandelen Arnold Busck i København er så langt fra obskur. Alligevel er det dem, der i denne tid præsenterer selvudgiverbøger i forlængelse af septembers to indie-arrangementer, som var en seriøs indføring i gør-det-selv på foranledning af NewPub-netværket. NewPub driver også en åben, levende facebookgruppe for selvudgivere samt diverse fagfolk indenfor feltet og fremstår som stedet for praktisk viden- og erfaringsdeling.

Når man som jeg sidder og venter på svar fra et forlag på sit manuskript jf. denne mail:

Kære Bente

Lad mig bare prøve at se det, men udfra din beskrivelse lyder det nok en anelse smalt, men man kan jo bliver overrasket, så send det gerne forbi.

Det gjorde jeg den 6. februar. Og venter stadig.

Eller siden den 29. april fra et andet forlag om et andet manuskript:

Tak for det tilsendte materiale. Det vil nu blive læst af den relevante redaktør. Vi gør opmærksom på, at der normalt kan forventes en svartid på op til 3 uger for fagbøger og 3 måneder for skønlitterære manuskripter (for børne- og ungdomsbøger op til 6 måneder) – vi vil dog prøve at give en tilbagemelding så hurtigt som muligt.

Ja, her ved jeg I det mindste at jeg må vente oktober måned med.

Så overvejer man sin situation og pirker til sin selvforståelse. Vil jeg være en person, der artigt venter på at noget sker I sagen, eller vil jeg være en person, der tager den i egen hånd? Hvilket måske ligefrem kunne være sjovt?

Så skæver man en ekstra gang til NewPub og tilmelder sig I første omgang deres nyhedsbrev.

Så venter man måske – men nu ikke kun på andre.

Køb et ord

Det er ikke et nyt tv-program, men et nyt forsøg på konceptdigtning og på crowdfunding, går jeg ud fra. Ordbutikken sælger på bestilling unika-ord for 500,- kr. pr. stk., ordet skrives på en seddel, pakkes pænt ind og leveres i en smykkeæske. Det kan også fås i kunstnerisk fortolkning af fx en keramiker, guldsmed eller komponist.  Projektet skal afsluttes af en digtsamling med medvirken af alle de solgte ord.

Anne Middelboe Christensen, der bl.a. er teateranmelder ved Information, har skabt  Middelboes Ordbutik.

Bliver spændende at se digtene.

Pipord

Jeg kan, jeg tør, jeg vil, jeg gør, siger tornsangeren.

Det-ka-jeg-da-gør-li-så-tit-det-ska-vær, svarer bogfinken.

Gøgen siger bare kuk-kuk.

Her slutter samtalen, for jeg kan desværre ikke flere fuglelydord.

At transskribere fuglenes sang kan kun i få tilfælde lade sig gøre som her med lydord, der er vores, amatørernes, hjælp til at huske og genkende fuglestemmer. I min fuglebog står der om bogfinken:

Sang meget typisk, ret konstant og utrætteligt gentaget: en kæk, vidtlydende, næsten smaskende strofe, der indledes med 3-4 hurtigt gentagne, skarpe toner, der slår over i en lignende remse i lavere tonehøjde, der afsluttes med en schwung-tonet krusedulle, ”zitt-zitt-zitt-zitt-sett-sett-sett-tjatt-tjiteriidia”. Sangen kan afsluttes med et næsten malplaceret, flagspætteagtigt ”kick”. Hvem der så kan huske det en majmorgen i parken.

Fra fugletur i maj med Dansk Ornitologisk Forening og fra Fugle i felten: feltbestemmelse af fuglene i Europa og middelhavsområdet. Af Killian Mullarney, Lars Svensson og Dan Zetterström i samarbejde med Peter J. Grant. Dansk oversættelse og bearbejdning ved Klaus Malling Olsen. Lindhardt og Ringhof, 2006.