Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.

Kunstens fordringer

Kunstens fordringer er også verdens fordringer, et krav om sandhed (med lille ”s”). Når jeg skriver romaner, tænker jeg altid: ”Nej, det er forkert. Det er løgn, få det væk.” Og så går jeg videre, dybere ind i det jeg laver. Jeg finder rigtigheden, og jeg ved detNår jeg arbejder, hvordan ved jeg så, at en drejning i historien eller en samtale mellem personerne er rigtig? Hvorfor vælger jeg ét ord frem for et andet?

Siri Hustvedt skriver med baggrund i kognitionsforskning videre om erkendelsen af denne rigtighed. Og om kunstnerens nødvendighed:

Begæret efter at lave kunst er en både fysisk og intellektuel drift – en oversættelse af levet erfaring til noget andet, en ting uden for kunstnerens krop. Al god kunst bærer mærket fra denne trang, og det er ofte denne mystiske beskaffenhed, der adskiller stærke værker fra de middelmådige. Når en kunstners mål blot er at producere et digt eller en symfoni eller en roman eller et maleri, visner værket og dør, før det overhovedet er født.

Kloge ord i en klog bog: At leve At tænke At se, essays af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Forlaget Per Kofod, 2012.

Espedals briller

”Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på.”

Fra Tomas Espedal ”Biografi Dagbog Breve”. Bøgerne udkom på norsk i tre separate bind, men er på dansk samlet i ét, og er forfatterens leg med autofiktion – fra før kollegaen Karl Ove Knausgård udsendte sin store ”Min kamp”. I modsætning til biografier, dagbøger og breve almindeligvis  er disse tekster stramme, præcise og intense og læsningen spændende og nydelsesfuld, – kun det lange digt ”Et forsøg” i slutningen hægter mig af. Espedals overvejelser om at gå, i relation til hans bog ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, om læsning og om skrivning er fascinerende:

”Hvad er det jeg læser? Jeg læser i Bibelen. Romaner læser jeg ikke. Efter at jeg fik briller har jeg mistet interessen for romaner. Jeg læser digte. Jeg læser alt af Kristian Lundberg. Jeg læser Morten Søndergaard. Jeg læser Klaus Høeck, det må være en af mine allerstørste læseoplevelser: In Nomine. Jeg læser Ann Jäderlund. Jeg må være forsigtig med Ann Jäderlund. Jeg må i det hele taget være forsigtig med hvad jeg læser. Det minder mig om at jeg må være mere uforsigtig med hvad jeg skriver.”

Batzer og Co, 2013.Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.