Se dig omkring: blandt herreløse planeter

Bogen er blevet lektøranmeldt i bibliotekerne, hvor anmelderen bl.a. skriver

Når en digter blander tro og videnskab, opstår nye billeder. Til læsere som holder af eksperimenterende digte

og

Resultatet er et nyt, forunderligt fragmentsprog, der skaber – ofte sære og uforståelige – billeder, lidt som en billedmosaik bestående af brikker fra vidt forskellige puslespil. Midt i det underlige opstår også smukke ordbilleder og sætninger

Poesiens Hus skriver bl.a.

Bevægelsen mellem religiøs sanselighed og biologiske konstateringer hænger sammen med en tilsvarende bevægelse mellem glæden ved at leve, og en viden om at dette skal ende på et tidspunkt. En bevægelse, der skaber en fin stemning i digtsamlingen, hvor man kan mærke tilstedeværelsen af et jeg, der er i en alder, hvor tanker om døden måske er mere tilstede end tidligere i jegets liv.

Se hele anmeldelsen hos Poesiens Hus

 

Greenland Today

Alvilda has gone through the settlement. Now she stands in the blue house. The bundle rests in Judith’s hands.

Billede 2Det mageløse magasin Greenland Today har været så venlige at bringe et lille uddrag fra Alvilda, og da bladet er tosproget dansk-engelsk har Alvilda hermed oplevet sin første oversættelse. Nu mangler bare den høje, mørke fremmede, der skal komme flyvende ind i sin hvide flyvemaskine og anmode om rettighederne worldwide.

foto

Først var et digt

Først var et digt. Digtet blev kopieret  med indføjede indfald og associationer af en anden. Så udvalgte en tredje den andens gode ord og linjer og stregede resten ud. Til sidst fik en fjerde lov til at kopiere den tredjes med mulighed for at gøre det til et rigtigt digt igen ved at indskrive sine egne indfald og associationer.

Her er digtet fra der, hvor jeg var den fjerde:

Holde sig,  holde mig

til midterpartiet

Eller sig til venstre og mig til højre, sometimes.

It snows in summer. Hvor? Himlen er brun, pruster det ud, føj.

Lungerne blokerer, sådan er det med astma. Jeg ville så gerne

begynde i midterpartiet med maven og

fylde venstre lunge og højre lunge, til halsen,

jeg ville så gerne trække vejret normalt.

Mine gummistøvler, mine Pippi Langstrømpegummistøvler, blokerer.

De gør mig til verdens stærkeste fodgænger

og uanset hvor meget jeg vifter med arme og ben

og pruster

kan det være det samme.

Min hud er et krater, et kradsebræt en redegørelse, der mangler ilt,

blokeret midt, over og undrer

om mascaraen er vandfast

og kan forhindre mig i at drukne så hastigt

leve så voldsomt

som der står udenpå.

Det oprindelige digt eksisterer i bedste velgående, metoden har bare genereret et nyt. Fra: kursus i Skrivemaskinværkstedet med Adam Drewes, Dansk Forfatterforening  i dag. Bare én af dagens skriveøvelser, jamen det var ren ilt til lunger, hjerne og tekstbehandlingsprogrammer, og der blev grinet meget.

Og siger man at jeg så en faun vil jeg tro det

I har bredt Finland ud/

for vore øjne/

I har krøllet tunger/

og spidset ører – trodset sproget/

for at gi os venlighed og varme/

 

I har vist os eventyr af/

nordisk skønhed,/

fortryllede birkeskove og lysende søer/

Og siger man/

at jeg så en faun/

dér bag bastun, han tittede frem,/

vil jeg tro det, siger man/

at helhest og varulv og elver steg ud/

af den nordiske mytologi/

og svømmede nær ved os/

ved Halosenniemi/

i aftensolen i søen/

Så tror jeg det er sandt

 

I har mottakt os som venner/

Vi glemmer aldrig en ven./

Kiitos Tuusula/

Pidän sinust/a

Tulen pian takaisin/

Igen et stykke oprydningsnostalgi, digtet her skrev jeg til afskeden med de finske værter efter tre dages besøg i Hvidovres venskabsby, Tuusula. Det er trykt i rapporten Venskabsbyrejsen 1989 og har et billede af maleren Pekka Halonens fantastiske hus og atelier ved søen på forsiden. På mit eget papir har jeg sat sære tegn og streger under de finske ord for at udtale dem korrekt ved oplæsningen; nu husker jeg ikke mere, hvad de betyder.

Harmonikaens aftensang

når aftnen falder på og blæsten stilner/

og solen lyser rødt bag fjordens fjerne bred/

så går hun ud og sætter sig og spiller/

: og ænser ikke solen helt går ned:/

 

hun sidder der, fortabt i egne tanker/

og lokker toner frem af sin harmonika/

de toner synes mig som blomsterranker/

:der slynger sig vemodigt om en dag:/

 

og smuk blir dagen, som en gammel vise/

med mange vers om lyst og nød og kærlighed/

og slukt bliver dagen, mens den milde brise/

:tilfældigt bærer tonerne afsted:/

 

når aftnen svinder bort og månen stiger/

og smykker fjorden med en månestrålebro/

da er hun væk, harmonikaen tier,/

:da er det tid for os at gå til ro:.

Det værste ved oprydning i skuffer og skabe er de vemodige minder, der springer om kap i sjælen, og her svarer gensynet med teksten til stemningen i sangen. Den er fra 1980, hvor jeg skrev den under et ugekursus på Skælskør Folkehøjskole, og Sven Ove og Find –  som jeg desværre ikke mere husker –  lavede melodi til.  Men jeg kan stadig se den harmonikaspillende kvinde fra højskolevirkeligheden for mig, som hun sad der ved fjorden om aftenen.

Gode bøger 2012

Bent Rasmussen, redaktør af Danmarks Skolebibliotekarforenings blad,  har samlet en liste over god litteratur fra 2012 læst med skolebiblioteksøjne.  I kategorien Eventyr og myter har vi …min Alvilda!

Og mange andre titler fra Turbine forlaget, konstaterer min redaktør med tilfredshed.

Listen ligger på Danmarks Undervisningsportal.