Se dig omkring: blandt herreløse planeter

Bogen er blevet lektøranmeldt i bibliotekerne, hvor anmelderen bl.a. skriver

Når en digter blander tro og videnskab, opstår nye billeder. Til læsere som holder af eksperimenterende digte

og

Resultatet er et nyt, forunderligt fragmentsprog, der skaber – ofte sære og uforståelige – billeder, lidt som en billedmosaik bestående af brikker fra vidt forskellige puslespil. Midt i det underlige opstår også smukke ordbilleder og sætninger

Poesiens Hus skriver bl.a.

Bevægelsen mellem religiøs sanselighed og biologiske konstateringer hænger sammen med en tilsvarende bevægelse mellem glæden ved at leve, og en viden om at dette skal ende på et tidspunkt. En bevægelse, der skaber en fin stemning i digtsamlingen, hvor man kan mærke tilstedeværelsen af et jeg, der er i en alder, hvor tanker om døden måske er mere tilstede end tidligere i jegets liv.

Se hele anmeldelsen hos Poesiens Hus

 

Disciplineret hæmningsløshed

Hold da op, hvor er hun god:

Stine Pilgaard med Lejlighedssange. Samleren, 2015.

En roman, elegant opbygget af forskellige typer korte tekster, frydefuldt morsomme og disciplineret hæmningsløse.

 

Der er den om de andre kvinder, der kvidrer over billedet af et scannet foster.

 

Der er fantastiske sætninger strøet rundt på siderne: Langsomt opløses jeg for dit blik og udskiftes med dine tanker.

 

Og den sprudlende Sang om hygge, der begynder sådan her: Klokken er elleve seksten, og min søster synes, at alting er hyggeligt. Hun er en hyggejæger og altid på jagt. Hun nynner og tænder stearinlys, hyggelys, myggelys, inviterer til julehygge, rødvinshygge, grillhygge. Der er ikke det ord, hyggen ikke kan stille sig bag ved og oplyse, give et strejf af noget ufarligt, det er så opbyggeligt, når noget er hyggeligt. Hyg, kommanderer min søster, som den enmandshær hun er, på sin vej gennem verden.

 

Eller en spiddende historie fra parforholdet: Jeg står i køkkenet og laver chili con carne. Normalt er jeg din køkkenslave, det er det, man kalder arbejdsfordeling, gør det, du er bedst til, det gør vi. Så jeg skyller, hakker og skræller, og du bestemmer. I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud.

 

Læs selv videre.

Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.