Disciplineret hæmningsløshed

Hold da op, hvor er hun god:

Stine Pilgaard med Lejlighedssange. Samleren, 2015.

En roman, elegant opbygget af forskellige typer korte tekster, frydefuldt morsomme og disciplineret hæmningsløse.

 

Der er den om de andre kvinder, der kvidrer over billedet af et scannet foster.

 

Der er fantastiske sætninger strøet rundt på siderne: Langsomt opløses jeg for dit blik og udskiftes med dine tanker.

 

Og den sprudlende Sang om hygge, der begynder sådan her: Klokken er elleve seksten, og min søster synes, at alting er hyggeligt. Hun er en hyggejæger og altid på jagt. Hun nynner og tænder stearinlys, hyggelys, myggelys, inviterer til julehygge, rødvinshygge, grillhygge. Der er ikke det ord, hyggen ikke kan stille sig bag ved og oplyse, give et strejf af noget ufarligt, det er så opbyggeligt, når noget er hyggeligt. Hyg, kommanderer min søster, som den enmandshær hun er, på sin vej gennem verden.

 

Eller en spiddende historie fra parforholdet: Jeg står i køkkenet og laver chili con carne. Normalt er jeg din køkkenslave, det er det, man kalder arbejdsfordeling, gør det, du er bedst til, det gør vi. Så jeg skyller, hakker og skræller, og du bestemmer. I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du stiller dig i døren og ser bange ud.

 

Læs selv videre.

Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.

Det lille glimt af noget andet

Hun tænkte at han havde meget at lave og ikke var ved sin telefon. Hun tænkte at det var en skam at han ikke længtes så meget efter hende at han ville ringe uanset at han ikke havde tid, at han ikke havde telefonen på sig for ikke at gå glip af et eneste opkald fra hende, sådan som hun ville have gjort, og som plejede at kendetegne den fase de befandt sig i. Befandt hun sig i den alene?

Håb og klarsyn veksler i denne pinefulde kærlighedshistorie om digteren og essayisten Ester Nilsson der vrider og vender realiteterne og i tankerne gennemgår, forklarer, undskylder, forstår. Men er den elskede lige så forelsket i hende, mindre forelsket, eller måske slet ikke forelsket?

Det hun absolut ikke måtte gøre nu var at udsætte sig for angsten ved at sende en sms som der ikke kom noget svar på. Angsten for udeblevne svar var noget som dem der opfandt sms og mail ikke kunne have forestillet sig.

Efter hele og halve og lunkne svar fra ham, og efter i måneder at have klynget sig til det lille glimt af noget andet, fatter hun det da på bogens sidste sider:

Håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. … Håbet som bebor menneskehjertet tror at viljen allerede foreligger; at den elskede egentlig – egentlig – vil det som han lader som om han ikke vil, eller ikke vil det han lader som om han vil, kort sagt, at det ikke forholder sig sådan som det ser ud til. At det lille glimt af noget andet er sandheden. Det er det som er Håbet. … Om en uge havde hun oplevet et års lidelse. Den blev voldsommere og mere koncentreret i nogle dage nu, men var renere og mindre uklar. Der var ikke mere at forstå.

Fra Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed. Batzer & Co, 2014. Oversat fra svensk af Anne Marie Têtevide. Iflg. Politiken Bøger er en fortsættelse, på svensk Utan personligt ansvar, på vej.

 

Øjne dyppet i vrede

hun sagde:

 

jeg kan ikke længere leve

af koncentreret datid. jeg

vil have friskpresset nutid

forstår du.

 

Fra Mads Heinesen At holde et hjerte, en kærlighedshistorie. Udgivet på forlaget Attika, 2003. I 2014 er bogen genudgivet som e-bog og ved en fejl lavet efter en gammel fil, så en række dengang fraredigerede digte nu er kommet med. Fx dette:

 

øjne dyppet i vrede

rystet godt og hængt til tørre

på toilettet over kummen

 

om lidt når alt er dryppet af

vil han stille mærke efter

slukker lyset på toilettet

 

De ekstra, insisterende digte ændrer ikke på historien: begge udgaver ender med kærestesorg.

Udgivet af forlaget Vild Maskine.

Sådan er det når man husker

Jeg husker f.eks. den sene

eftermiddagssvømmetur for længe siden

i en pøl i det sydlige Frankrig,

mens en stemme henført talte

om den nedgående sols sidste stråler.

Jeg husker ikke hvad der skete siden

jeg mener hvilke kriser hvilke krige

men man kan jo slå årstallene op

og udenad kan jeg i hvert fald nævne nogle lande.

At hvad jeg husker er vandet som var

strålende klart

og lyden af vandet når man svømmede

og stemmen der talte

om the last rays of the setting sun,

alt sammen kapslet ind

i en lille kolbe af glas midt i lyset.

Sådan er det

når man husker.

 

Det er ikke de store begivenheder, årstal, lande og kriser, man husker bedst. Det er de overvældende, intense sanseindtryk som forbliver indkapslet i en lille kolbe af glas, midt i lyset, som man aldrig glemmer.

Fra digtet Om at huske i Uffe Harders bog Lyde og stilhed, Gyldendal, 1993.

Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger

Vi er børn i mærkelige dyre sko. Vi tror det er noget vi køber, men man kan ikke købe usikkerhedens sko. Vi kysser vores koner og kærester på vej ud ad døren, men inderst inde tænker vi på skoene og tøjet og hvordan vi endte her i denne udklædning. Vi var midt i en leg, det var der det startede. Vi fik det bare aldrig af os.

 

Sådan begynder bogens voksne prolog, og så kommer alle de små stykker barndomserindring eller -gendigtning af oplevelser med Klunke, Bimse, Heino, Mumi, Neger Thomas med flere. Krasse, halve sandheder og grinagtigheder, der bliver stikkende i halsen, fordi det både er vemodigt, skrækkeligt og sjovt.

Michael, hvordan har du det med ansvar?

Fint, hvorfor spørger du?

Fordi det er en del af det at blive voksen.

Hvem siger det?

Min far, han har snakket med en socialrådgiver for unge, efter den sag med kommunen, du ved, det der lokum vi smadrede i Andrés kælder.

. . .

Du skal vel bare stå og putte ting i opvaskemaskinen, det kan du sgu da ikke blive voksen af.

Jo, for nu har jeg allerede været der en uge, og prøv at se mine hænder.

De er røde.

Jeg har fået hård hud, og træthed er blevet en del af min dag.

Er det at være voksen?

Ja, det tror jeg.

 

Samleren, 2014.

Tove Jansson: Sommerbogen

Hvis hun havde været lidt større, tænkte farmoren. Helst en hel del større, så kunne jeg have fortalt hende, at jeg forstår, hvor slemt det er. Her dumper man hovedkulds ned i en lille fortættet gruppe af mennesker, som altid har levet sammen og med ejerskabets vane har bevæget sig rundt omkring hinanden på et sted, som de kender ud og ind, og selv den mindste trussel mod deres vaner gør dem bare endnu mere fortættede og selvsikre. En ø kan være forfærdelig for den, der kommer udefra.

Sophia lever på øen den sommer sammen med far – som næsten ikke er der – og farmor, som i den grad er der, også for Sophias forskræmte veninde, som kommer på besøg. Farmor er både gammel og klog, rebelsk og træt og som et lille selvrådigt barn, og nok er Sommerbogen idyllisk, men på ingen måde sukkersød:

Lad mig, sagde Sophia. Du kan jo ikke stå på benene. Flyt dig lige lidt. Hun dykkede ned under havens blomstrende tag og krøb ind mellem de grønne stammer. Hernede var der skønt og forbudt, blød sort muld, og dér lå gebisset, hvidt og lyserødt, en hel mundfuld gamle tænder. Jeg har det! råbte barnet og rejste sig. Sæt det ind.

Men du må ikke kigge, sagde farmoren. Det er privat.

Sophia holdt hænderne bag ryggen. Jeg vil se det, sagde hun. Så slubrede hendes farmor gebisset på plads. Det gik helt behændigt og var egentlig ikke noget videre at tale om.

Hvornår dør du? spurgte barnet.

Og hun svarede: Snart. Men det kommer ikke dig ved.

Hvorfor? spurgte barnebarnet.

Hun svarede ikke, hun gik ud på klippen og videre mod kløften.

Det der er forbudt! råbte Sophia.

Den gamle svarede fuld af foragt: Det ved jeg godt. Hverken du eller jeg må gå hen til kløften, men nu gør vi det alligevel, for din far sover og ved ikke noget om det.

En absolut uimodståelig beretning fra en sommer på en ø i den finske skærgård, genudgivet af Gyldendal i 2014, oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt.