Tove Jansson: Sommerbogen

Hvis hun havde været lidt større, tænkte farmoren. Helst en hel del større, så kunne jeg have fortalt hende, at jeg forstår, hvor slemt det er. Her dumper man hovedkulds ned i en lille fortættet gruppe af mennesker, som altid har levet sammen og med ejerskabets vane har bevæget sig rundt omkring hinanden på et sted, som de kender ud og ind, og selv den mindste trussel mod deres vaner gør dem bare endnu mere fortættede og selvsikre. En ø kan være forfærdelig for den, der kommer udefra.

Sophia lever på øen den sommer sammen med far – som næsten ikke er der – og farmor, som i den grad er der, også for Sophias forskræmte veninde, som kommer på besøg. Farmor er både gammel og klog, rebelsk og træt og som et lille selvrådigt barn, og nok er Sommerbogen idyllisk, men på ingen måde sukkersød:

Lad mig, sagde Sophia. Du kan jo ikke stå på benene. Flyt dig lige lidt. Hun dykkede ned under havens blomstrende tag og krøb ind mellem de grønne stammer. Hernede var der skønt og forbudt, blød sort muld, og dér lå gebisset, hvidt og lyserødt, en hel mundfuld gamle tænder. Jeg har det! råbte barnet og rejste sig. Sæt det ind.

Men du må ikke kigge, sagde farmoren. Det er privat.

Sophia holdt hænderne bag ryggen. Jeg vil se det, sagde hun. Så slubrede hendes farmor gebisset på plads. Det gik helt behændigt og var egentlig ikke noget videre at tale om.

Hvornår dør du? spurgte barnet.

Og hun svarede: Snart. Men det kommer ikke dig ved.

Hvorfor? spurgte barnebarnet.

Hun svarede ikke, hun gik ud på klippen og videre mod kløften.

Det der er forbudt! råbte Sophia.

Den gamle svarede fuld af foragt: Det ved jeg godt. Hverken du eller jeg må gå hen til kløften, men nu gør vi det alligevel, for din far sover og ved ikke noget om det.

En absolut uimodståelig beretning fra en sommer på en ø i den finske skærgård, genudgivet af Gyldendal i 2014, oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt.

 

 

Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert sagen

En ny bog, Marcus, det er et nyt liv der begynder. Det er også et meget generøst øjeblik: Du giver en del af dig selv til alle som vil have det. Nogle vil elske bogen, andre hade den. Nogle vil gøre dig til en stjerne, andre vil foragte dig. Nogle vil blive jaloux, andre søge at drage personlig fordel af bogen. Det er ikke dem du skriver for, Marcus. Du skriver for alle dem der får et behageligt afbræk i hverdagen takket være Marcus Goldman. Nu tænker du måske at det ikke er ret meget, men det er i virkeligheden slet ikke så dårligt. Nogle forfattere vil forandre verden. Men hvem kan egentlig forandre verden?

Dette er bare én af den gamle forfatter Harry Queberts belæringer af den unge forfatter Marcus Goldman i en underholdende spændingsroman, hvor en kærlighedshistorie og et 33 år gammelt mord oprulles samtidig med at forfatterne skriver – hvis de ikke lige har skriveblokering –, de involverede er fulde af grumme hemmeligheder og alle snyder hinanden, mens forlaget råber på mere og historien tager nye, overraskende drejninger for både Marcus og læserne hver gang der falder nye vidnesbyrd om fortiden.

Godt skruet sammen og finurligt fortalt og ikke mindst hele forfatter-vinklen er overraskende sjov. Bogens 3 dele hedder Forfattersygen, Forfatterkuren og Forfatternes paradis. Den er en nedtælling der starter med kapitel 31, Erindringens bundløse dyb:

-Første kapitel er afgørende, Marcus. Hvis læserne ikke synes om det, så læser de ikke resten af bogen. Hvordan har du tænkt dig at starte?

-Det ved jeg ikke, Harry. Tror du nogensinde jeg klarer det?

-Klarer hvad?

-At skrive en bog.

-Det er jeg sikker på du gør.

 

Gyldendals Bogklubber, Rosinante, 2014. Oversat fra fransk af Mette Olesen

Kunstens fordringer

Kunstens fordringer er også verdens fordringer, et krav om sandhed (med lille ”s”). Når jeg skriver romaner, tænker jeg altid: ”Nej, det er forkert. Det er løgn, få det væk.” Og så går jeg videre, dybere ind i det jeg laver. Jeg finder rigtigheden, og jeg ved detNår jeg arbejder, hvordan ved jeg så, at en drejning i historien eller en samtale mellem personerne er rigtig? Hvorfor vælger jeg ét ord frem for et andet?

Siri Hustvedt skriver med baggrund i kognitionsforskning videre om erkendelsen af denne rigtighed. Og om kunstnerens nødvendighed:

Begæret efter at lave kunst er en både fysisk og intellektuel drift – en oversættelse af levet erfaring til noget andet, en ting uden for kunstnerens krop. Al god kunst bærer mærket fra denne trang, og det er ofte denne mystiske beskaffenhed, der adskiller stærke værker fra de middelmådige. Når en kunstners mål blot er at producere et digt eller en symfoni eller en roman eller et maleri, visner værket og dør, før det overhovedet er født.

Kloge ord i en klog bog: At leve At tænke At se, essays af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt. Forlaget Per Kofod, 2012.

At finde genklang

Det er et halvt år siden, jeg sidst skrev her på bloggen, og jeg har længe vidst, at den skal lukkes helt ned; jeg skal bare lige finde ud af …osv.

I mellemtiden har jeg læste masser – om end aldrig nok – af bøger.

Lige nu er det den unge danske digter Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme, Basilisk 2013, og den gør mig så glad og opløftet! at det må skrives.

Se bare her s. 50, sidste del af et digt:

 

så minder det mig om begravelser

 nu ikke noget, olivia, med at tænke om himmelen at den vil dig noget særligt

 vær beredt, for igen i dag vil du komme til at forestille dig, hvad du tænker ville være etnemt liv

 koge vand. slå tre krabber ihjel med en meget spids kniv.

 irettesætte et barn

 for en hjernekirurg er hjernen vel altid a wonderful piece of nothing and science

 de ting der ikke er nogen at takke for

vandet er blidt mod lårene

 

 

Lige før Olivia læste jeg Lucian (Blaga, rumænsk digter og filosof 1895 – 1961) og i samlingen Poemele Luminii, Lysets digte fra 1919 fandt jeg dette vidunderlige digt: Jeg knuser ikke undernes blomsterkrone

 Jeg knuser ikke undernes blomsterkrone

og dræber ikke i sindet

de hemmeligheder jeg møder på min vej

i blomster, i øjne, på læber eller grave.

Andres lys

kvæler trolddommen i det uudgrundelige

der skjules i mørkets dybder,

men jeg

øger med mit lys verdens hemmelighed,

og ligesom månen med sine hvide stråler

ikke mindsker nattens hemmelighed,

men skælvende gør den endnu større,

således beriger jeg også den mørke horisont

med store gys af hellige gåder,

og alt det uforståede

bliver endnu mere uforståeligt

under mine øjne –

for jeg elsker

blomster og øjne og læber og grave.

(på dansk ved Povl  Skårup, forlaget Dorul, 1996)

 Whau! Vidt forskellige digte med en aldersforskel på næsten 100 år som intet har med hinanden at gøre, men som begge kan det, poesi kan: skabe genklang mellem mennesker på tværs af tid, køn, nationalitet og alle andre grænser.

Forunderligt.

 

 

 

 

Espedals briller

”Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på.”

Fra Tomas Espedal ”Biografi Dagbog Breve”. Bøgerne udkom på norsk i tre separate bind, men er på dansk samlet i ét, og er forfatterens leg med autofiktion – fra før kollegaen Karl Ove Knausgård udsendte sin store ”Min kamp”. I modsætning til biografier, dagbøger og breve almindeligvis  er disse tekster stramme, præcise og intense og læsningen spændende og nydelsesfuld, – kun det lange digt ”Et forsøg” i slutningen hægter mig af. Espedals overvejelser om at gå, i relation til hans bog ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, om læsning og om skrivning er fascinerende:

”Hvad er det jeg læser? Jeg læser i Bibelen. Romaner læser jeg ikke. Efter at jeg fik briller har jeg mistet interessen for romaner. Jeg læser digte. Jeg læser alt af Kristian Lundberg. Jeg læser Morten Søndergaard. Jeg læser Klaus Høeck, det må være en af mine allerstørste læseoplevelser: In Nomine. Jeg læser Ann Jäderlund. Jeg må være forsigtig med Ann Jäderlund. Jeg må i det hele taget være forsigtig med hvad jeg læser. Det minder mig om at jeg må være mere uforsigtig med hvad jeg skriver.”

Batzer og Co, 2013.Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.