Bogatlas med åsteder

Det er en kendt sag, at vi flokkes på steder med en historie at fortælle, faktisk eller fiktiv.

Nu er det ikke kun de store succeshistorier som tempelridderen Arn i Västra Götaland, der kan kendes på stedet, som det fx ses her. Et nyt bogatlas, skab af bibliotekerne i Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg, kobler skønlitteratur med steder, og alle kan være med: ” For at skabe volumen i databasen har gruppen bag projektet skabt mulighed for at alle kan bidrage til sitet. Opret dig som bruger – og bliv selv en del af bogatlas.dk. Man kan uploade bog, tildele GPS-koordinat, supplere med relevante links, kategori og andre informationer for at tydeliggøre sammenhæng mellem bog og GPS. Sitet linker til bibliotek.dk, hvorfra der hentes bibliografiske data, ligesom der hentes forsider fra DBC’s forsideservice. Forsiderne vises sammen med træffere på kortet”.

Jeg har selvfølgelig lagt Alvilda op med sine steder; det var enkelt at følge vejledningen. Mit eneste lille pip er, at kun Danmark kommer frem, når man klikker på kortet; det kræver en aktiv handling af brugeren af zoome ud, så markeringerne i Grønland og Island også kan ses og zoomes ind på.

Bogatlasset er beskrevet af Mogens Larsen: Find en handling, i Bibliotekarforbundets fagmagasin Perspektiv, som jeg har citeret fra.

En digital kuglepen?

Man lærer bedre ved at læse i en bog end på en computer (se https://bentehoegh.wordpress.com/2013/03/14/papir-taler-til-folelserne/)

Måske lærer man også skrivning bedre med kuglepen end på tastatur? Nu har et tysk firma fundet på at lave en digital kuglepen, som reagerer, hvis man skriver for grimt eller laver fejl. ”Lernstift genkender præcist, hvad og hvordan du skriver via bevægelsessensorer, og målet er at give børnene direkte og øjeblikkelig feedback, mens de skriver”.

Skrevet af Thomas Vigild i  Bibliotekarforbundets fagmagasin Perspektiv med henvisning til firmaets site, hvor man også kan se en video om den første prototype af kuglepennen.

Mon der stadig er forfattere, der skriver i hånden, og har metoden betydning for resultatet? F. P. Jac gjorde, i sin tid; med smuk og sirlig håndskrift.

Fyr forlaget

”Kære forlag: Tør øjnene og omfavn den digitale verden eller dø.

Kære bibliotekar: Skub e-bøgerne i front og hjælp borgerne i gang.

Kære forfatter: Fyr forlaget, hyr din egen redaktør og udgiv bøgerne selv direkte til bibliotekerne.”

Bogbranchens magtstrukturer er pillet fra hinanden, og vi fisker alle i de rørte vande. Kampen står om e-bøger og  om bibliotekernes eReolen.

”Gør e-bogen personlig, poetisk, rytmisk og lige så indlysende selvforklarende som den fysiske bog og det fysiske bibliotek. Udnyt først herefter de digitale fordele, som e-bogen har i forhold til den fysiske bog. Lykkes det, så vil vi tilmed også gerne betale for e-bogen.”

Står der i Thomas Vigilds klumme i Bibliotekarforbundets Fagmagasin Perspektiv, september 2012.