Det lille glimt af noget andet

Hun tænkte at han havde meget at lave og ikke var ved sin telefon. Hun tænkte at det var en skam at han ikke længtes så meget efter hende at han ville ringe uanset at han ikke havde tid, at han ikke havde telefonen på sig for ikke at gå glip af et eneste opkald fra hende, sådan som hun ville have gjort, og som plejede at kendetegne den fase de befandt sig i. Befandt hun sig i den alene?

Håb og klarsyn veksler i denne pinefulde kærlighedshistorie om digteren og essayisten Ester Nilsson der vrider og vender realiteterne og i tankerne gennemgår, forklarer, undskylder, forstår. Men er den elskede lige så forelsket i hende, mindre forelsket, eller måske slet ikke forelsket?

Det hun absolut ikke måtte gøre nu var at udsætte sig for angsten ved at sende en sms som der ikke kom noget svar på. Angsten for udeblevne svar var noget som dem der opfandt sms og mail ikke kunne have forestillet sig.

Efter hele og halve og lunkne svar fra ham, og efter i måneder at have klynget sig til det lille glimt af noget andet, fatter hun det da på bogens sidste sider:

Håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. … Håbet som bebor menneskehjertet tror at viljen allerede foreligger; at den elskede egentlig – egentlig – vil det som han lader som om han ikke vil, eller ikke vil det han lader som om han vil, kort sagt, at det ikke forholder sig sådan som det ser ud til. At det lille glimt af noget andet er sandheden. Det er det som er Håbet. … Om en uge havde hun oplevet et års lidelse. Den blev voldsommere og mere koncentreret i nogle dage nu, men var renere og mindre uklar. Der var ikke mere at forstå.

Fra Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed. Batzer & Co, 2014. Oversat fra svensk af Anne Marie Têtevide. Iflg. Politiken Bøger er en fortsættelse, på svensk Utan personligt ansvar, på vej.