Blid er den færøske sommernat

Hvorfor Jógvan Isaksen kalder sin kriminalroman sådan ved jeg ikke; mordet sker en sommernat og fra denne begyndelse og til bogens slutning er der megen råhed og liden blidhed. Men den er spændende som en krimi skal være det – og har en udstrakt brug af stednavne og lokalkolorit, som giver en ekstra dimension til læsningen. Samt en egen besk humor:

Det var noget ud på aftenen, da jeg sejlede over strædet ved Eidi, og alt var fuldstændig stille inde på land på begge sider. Man så hverken biler eller mennesker, skønt fjernsynet ikke sendte mandag aften. Heldigvis var videoen opfundet, og det var en fremragende støtte i kampen for at få tiden til at gå før det endelige elskovsmøde med døden.

Bogen er den første i en serie og iflg. Wikipedia en af de første krimier skrevet på færøsk og den allerførste, der også foregår på Færøerne. Forlaget Torgard e-bog, oversat fra færøsk af Kirsten Brix, lånt hos Mofibo. Originaludgaven 1990.

Partytime

Det er for det meste lamper sat på en krum hals med en tung fod eller lange staværer skruet af led og altid med ledninger af en særlig flettet art, som med tiden er gået op, har tabt isoleringen og stikker frem med glimt af kobber, gode varmeledere, strømførende metaller, der engang har kunnet transportere energi og få en pære til at lyse, men nu henslæber tilværelsen i et hjørne, hvorfra det næppe nogensinde igen skal opstige hverken til stuerne eller himlen, hvorfra de skal komme og dømme levende og døde, og hvor himlens konge engang sad på sin trone, men for længst er afløst af oplysningen, som nu fordeler goderne og deler sol og vind lige, så der er nok til enhver, og ingen behøver gå frustrerede hjem med en følelse af ikke at slå til.

Fra Partytime af Klaus Rifbjerg i novellesamlingen Intet sikkert abnormt.  Bogens tone er gennemgående tvær gammel mand, kan alt, ved alt og kender det hele ud og ind,  så kom ikke her. Ingen plads til nye læsere.

Selv blev jeg irriteret over ikke at kunne læse bogen udendørs i solskin og endnu mere da jeg senere ville genfinde citatet: det står på enten s. 50 eller s. 38 alt efter på hvilken led man lige holdt sin iPad under læsningen af netop denne novelle!

”Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle” skriver Torben Wendelboe på Litteratursiden.

Gyldendal, 2013. Jeg læste e-bogsudgaven hos Mofibo.

Skriv i sandet

”Man bliver altid i godt humør af dig.” Moren smiler, hun ser udmattet ud, hun bryder sig ikke om turene til Rigshospitalet.

”Hvordan gik festen i går aftes?”

Ásla har alt det positive og gode lagret på stemmebåndene, sådan bør det være, hun er jo det raske barn.

”Sjovt, festlig, hyggeligt!” Hun finder på nogle historier og smiler.

Festen var hverken sjov, festlig eller hyggelig, men forældre får den information, de har godt af. – Ti noveller i en fortællekreds fra dagens Tórshavn om ti unge, som på skift ses udefra af de andre unge, og indefra. Forfatteren er fra 1974, men jeg blev grebet og tror på de unges historier. Bogen fik Nordisk Børnebogspris, som uddeles af Nordisk Skolebibliotekarforening, i 2011. Den er netop nu indstillet af Færøerne til den nye Nordisk Råds børne- & ungdomslitteraturpris 2013.

Marjun Syderbø Kjelnæs: Skriv i sandet, oversat fra færøsk af Hugin Eide. ePub produktion forlaget Torgard, 2012. Tegnsætningen er lidt besynderlig: ”Du er fandeme lækker.” havde hans sagt ind i hendes øre – jeg studser i læsningen.