Glansbilledsamlerne

Djalli var den første der døde af årgang 1952 fra Sankt Frans Skole. Hans døbenavn var Djóni, men eleverne sagde kun Djalli, og efterhånden begyndte også nonnerne at bruge hans særprægede, klingende øgenavn. Og Djalli mindede ikke så lidt om sit øgenavn. Hvis man efter en lyd prøver at forestille sig en stemning, så kunne det at djalle være noget der havde med lethed og flugt at gøre. Allerede 11 år gammel døde han af meningitis.

Det lyder måske meget uskyldigt? Men det bliver værre. Beskrivelsen af Djallis 11-årige liv, af hans fire klassekammerater og deres liv og død samt af hele det omgivende samfund af mennesker på godt og ondt i Tórshavn og omegn i Glansbilledsamlerne af den færøske forfatter Jóanes Nielsen – er hård kost. Et myldrende sammensurium af farver, skæbner og voldsomme begivenheder der alle er del af det samme billede, så realistisk fortalt med person- og stednavne, årstal og historiske facts, så man tror at det er den skinbarlige selvoplevede sandhed. Men det er altså en roman, udkommet på forlaget Torgard, 2008, oversat fra færøsk af Povl Skårup.

Jeg lånte den først på Mofibo: der gik helt ged i et eller andet undervejs. Så lånte jeg den på bibliotekernes eReolen: det gik udmærket, bortset fra at der ikke var nogen sidetal og jeg først til sidst fandt ud af, at man kan indsætte bogmærker. Men da jeg efter endt læsning ville bladre tilbage, forsvandt bogen helt. Da var jeg heldigvis kommet hjem og gad ikke mere iPad, men hentede en god gammeldags papirbog på biblioteket dagen efter.

Stedet

På vej til Hald Hovedgård og forfatterkursus i Stedet. Hvad gør en beliggenhed til et sted?

Jeg læser:

Når en lokalitet giver mening, bliver den et sted. Og hvorfor ikke begynde eftersøgningen på en palmeø, indbegrebet af det moderne menneskes drøm om paradis? Stedet er mere synligt når man er ledig og fremmed for det som her. Det er ikke gemt bag en sløvet opmærksomhed og tilvante forestillinger, og det er ikke bare baggrund for alle mulige gøremål. Det fremmede sted som man ankommer til, slår én lidt ud af kurs, tvinger én til at rokere en smule om på verden. Ikke bare intellektuelt eller emotionelt; det går også i kroppen på én, man er lidt ude af balance, desorienteret, lige nok til at man er ekstra opmærksom på hvad der foregår omkring én.

Whau, det lyder godt. Også selvom Hald Hovedgår ikke ligger på en palmeø og jeg i øvrigt har været der før; men hvor jeg glæder mig til denne weekend med kloge undervisere.

Citatet her er fra Dan Ringgaard: Stedssans, Aarhus Universitetsforlag 2010.

Fyr forlaget

”Kære forlag: Tør øjnene og omfavn den digitale verden eller dø.

Kære bibliotekar: Skub e-bøgerne i front og hjælp borgerne i gang.

Kære forfatter: Fyr forlaget, hyr din egen redaktør og udgiv bøgerne selv direkte til bibliotekerne.”

Bogbranchens magtstrukturer er pillet fra hinanden, og vi fisker alle i de rørte vande. Kampen står om e-bøger og  om bibliotekernes eReolen.

”Gør e-bogen personlig, poetisk, rytmisk og lige så indlysende selvforklarende som den fysiske bog og det fysiske bibliotek. Udnyt først herefter de digitale fordele, som e-bogen har i forhold til den fysiske bog. Lykkes det, så vil vi tilmed også gerne betale for e-bogen.”

Står der i Thomas Vigilds klumme i Bibliotekarforbundets Fagmagasin Perspektiv, september 2012.