Modstridende tanker

”At nære kærlighed til romaner og udvikle den vane at læse romaner vidner om et ønske om at undslippe logikken i den kartesianske verden, hvor legeme og sjæl, logik og fantasi står i modsætning til hinanden. Romaner er unikke konstruktioner, som gør det muligt for os uden bekymring at have modstridende tanker i vort indre og forstå forskellige synspunkter samtidig”.
Sådan siger forfatteren og Nobelprismodtageren Orhan Pamuk i sin nye bog ”Den naive og sentimentale romanforfatter. Hvad sker der, når vi skriver og læser romaner”, her citeret efter Jes Stein Pedersen i Politiken den 11.4.
Hertil er kun at sige: det er s’gu så besværligt med alle de synspunkter. Man kan jo slet ikke udtale sig skråsikkert om noget som helst, hvis man også skal have forståelse for det modsatte! Så moralen er: lad være med at skrive eller læse romaner – og da slet ikke Pamuk: det er alt for besværligt med al den bevidsthedsudvidelse!

Skriveproces contra sceneoptræden

Ikke alle forfattere er begavet med evnen til også at kunne tale til en forsamling. Christian Jungersen kan det. Han gjorde det i dag i Skuespilhusets foyér, hvor huset i samarbejde med Gyldendal har ugentlige arrangementer med gratis adgang.
Hvor det tager forfatteren 4 år eller mere at skrive en roman, skrive ikke bare noter, men 1000 sider noter! og holde styr på dem efter sindrige systemer, hente ind i manuskriptet og begynde forfra, kassere og begynde forfra igen og igen – så taler han formfuldendt, ubesværet og fængende uden på noget tidspunkt at kløjs i det – endsige afbryde sig selv eller begynde forfra.
Jeg studsede over det. Måske er forklaringen, at Christian Jungersen hver gang stræber efter at skrive sit livs bedste roman, hvorimod det at optræde på scenen bare er noget, som han lige gør? Under alle omstændigheder fik jeg lyst til at indhente det forsømte og læse hans bøger fra en ende af: Krat (1999), Undtagelsen (2004) og Du forsvinder (2012).

Triumf!

Tragedien er ikke
to fuldendte elskende
der skilles
Men hetæren
lukket inde
i en alt for kluntet krop
Erotomanen der har fået
en nonnes væsen
Dværgpigen
der drømmer om
sylfidens lethed
Den usikre prins
der længes efter
den blide
leptosome elskerinde
men som tiltrækker
en smuk kuglestøderske

Jeg er (stadig) i gang med at læse Dorrit Willumsens erindringer, nu bd. 2 om hendes voksenliv. Digtet med hetæren i den forkerte krop har åbenbart gjort uudsletteligt indtryk på mig dengang, for jeg har haft det i hovedet under erindringslæsningen nu, og efter lidt søgen fandt jeg frem til, at det hedder Den usynlige skønhed og står i digtsamlingen ”Kontakter”, der udkom på Gyldendal i 1976. En bagatel af 36 år siden, men jeg huskede det og genfandt det, triumf!
Hvem siger, at bøger skal være nye for at være interessante.