Om at løbe og om at skrive

Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver morgen – altså på den fysiske og praktiske måde. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor meget hvile er passende, hvornår bliver det for meget? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? I hvilket omfang skal jeg tro mine egne evner, og hvornår bør jeg begynde at tvivle på mig selv? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber.

Og langdistanceløber, det er ingen overdrivelse. Jeg vidste ikke at der findes 100-kilometerløb! og mennesker, der løber dem! men det gør den japanske forfatter Haruki Murakami altså. Det er beskrevet i bogen Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der handler om hans liv og hverdag som forfatter, hans forberedelser til New York City Marathon i 2006 – hans 4. – med afstikkere til andre marathonløb – som han nupper mindst ét af om året – og om det nævnte ultraselvpineriske 100-kilomerterløb i det nordlige Japan. Som altså måske er forudsætningen for at han også kan skrive lange romaner?

Udkommet på forlaget Klim 2009, oversat fra japansk af Mette Holm.

Det kollektive hele

Toge i alverdens farver bevæger sig i alle mulige retninger og transporterer folk fra sted til sted. Disse folk har hver deres træk, hver deres personlighed, og alligevel er de blot en navnløs del af det kollektive hele. Alle er de på en og samme tid én selvstændighed helhed og så blot en del af denne. De håndterer denne dobbelthed dygtigt og til egen fordel og udfører deres morgenritualer effektivt og præcist; børster tænder, barberer sig, binder deres slips, kommer læbestift på. Nyhederne tjekkes på tv, der bliver snakket med familien, spist morgenmad og gået på toilettet.

Med solopgangen flokkes kragerne over byen i jagten på føde.

Det er omsider blevet morgen i den japanske forfatter Haruki Murakamis roman Efter midnat, og dagens lys og liv tager over efter nattens.  –  Vi er en del af helheden, javel, men dog først og fremmest os selv nærmest. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen siger: Vi er ikke længere del af et fællesskab; vi er 300 millioner små selvoptagede atomer, der hopper omkring og desperat søger efter en lille fordel i forhold til de andre atomer (interview i Politiken 30.06 af USA-korrespondent Jakob Nielsen).

Efter midnat er oversat af Mette Holm og udkommet på Klim i 2008.

Goddag, sagde den gamle mand

”Goddag,” sagde den gamle mand.

Katten løftede knap nok hovedet og besvarede dovent og med dyb stemme hans hilsen. Det var en stor, gammel, kulsort hankat.

”Det er dejligt vejr i dag, hva’?”

”Tjo …” svarede katten.

”Der er ikke en sky på himlen.”

”Ikke endnu i hvert fald.”

”Tror De ikke, at det gode vejr holder?”

”Jeg har på fornemmelsen, at det vil trække op hen mod aften,” svarede den sorte kat og strakte det ene ben. Så kneb den øjnene sammen og skottede over mod manden.

Han smilede til katten.

Den virkede først lidt forvirret, men sagde så resigneret: ”Du … kan tale.”

Denne passage i Haruki Murakami: Kafka på stranden fik mig til at snappe efter vejret: det er ikke en talende kat, men en talende mand. Her fra var jeg totalt betaget af denne roman, der vender det almindelige på hovedet, behandler  drømme og virkelighed med lige stor vægt og jonglerer ubekymret imellem disse, og som nærmest i tilfældige bisætninger etablerer sammenhænge i komplekse, kaotiske? begivenheder.

Udkommet på Klim, 2007, oversættelse af Mette Holm.