Ord til andet

Digte er skulpturer,/

der er tromlet fuldstændig flade./

Det skriver digteren Eske K. Mathiesen på en af digt-plancherne i sit parløb med billedhugger Lars Abrahamsen, der til gengæld forsyner sine skulpturer med fantastiske fantasiord. Mere Mathiesen:

En skulptur kan være et mindesmærke/

over noget, som ikke er sket.

 

Der er noget mistænkeligt/

ved statuer, som mågerne/

ikke skider på./

 

Den bedste undervisning /

i kunstforståelse/

er at lege stilleleg med skulpturer./

Og sådan leger de med hinandens udtryk på Sophienholms udstilling Ord til Andet sammen med 2 andre par digter/billedkunstner. Kan ses indtil 23. juni.

Digtet er et digt, hvis du synes

Stanley Fish, amerikansk litteraturteoretiker, afviser at vi bestemmer en tekst som et digt på grund af særlige teksttræk. Det er snarere omvendt: Teksttrækkene opdager vi, fordi vi på forhånd opfatter teksten som et digt. Han bildte et hold studerende ind, at en navneliste på tavlen var et religiøst digt, og straks myldrede det frem med allegoriske iagttagelser, for digte må man mistænke for at rumme fortættet, betydningsladet sprog. Hans radikale pointe er: ”Fortolkere afkoder ikke digte; de skaber dem”.

Alligevel har vi brug for at inddele tekster i genrer: For at forstå en tekst må vi opstille en hypotese om, hvilken type den er: et digt, et bykort, en bestillingsseddel, en brugsanvisning osv. Hypotesen må ofte revideres undervejs, ikke mindst når genstanden er moderne litteratur.

Citeret efter Per Stounbjerg i bogen Litteratur: introduktion til teori og analyse, Aarhus Universitetsforlag 2012. En moppedreng med 479 siders forunderlig ekspertviden om litteratur;  indtages bedst i småbidder.

Galskabens fascination: hvad er et digt?

René Rasmussen, forfatter og lic.phil i litteraturvidenskab, skriver i seneste nr. af bladet Forfatteren under overskriften Galskabens fascination om 2 forskellige former for digte. Den ene slags er, siger han, originale og velskrevne, ”men også præget af en sproglig kontrol og afrundethed, der gør, at hvert enkelt vers normalt må læses i relation til alle andre vers i et sådant digt.” Her overfor sætter han en digter som Simon Grotrian, hvis digte han karakteriserer som ”små sproglige eksplosioner” der er slagkraftige og gale, i modsætning til de afrundedes ”sirlige sproglige forløb”.  Han citerer fra Selvbinderhjertet:

RUSSKÅR

Dette hospital forlades

heste trækker åndedrættet ud

af solens vaterpas

med sneen, når den repeterer

selvet i en bro

der excelleres i fald fra vid

og sans

Rasmussen giver et bud på analyse af digtet og slutter: Det er vanviddets sprog, der udløser sig i fragmenter eller metaforer, som ikke kan tolkes under et.

Det var måske noget i denne retning, spørgeren i  Poetisk Salon tænkte på.