Glansbilledsamlerne

Djalli var den første der døde af årgang 1952 fra Sankt Frans Skole. Hans døbenavn var Djóni, men eleverne sagde kun Djalli, og efterhånden begyndte også nonnerne at bruge hans særprægede, klingende øgenavn. Og Djalli mindede ikke så lidt om sit øgenavn. Hvis man efter en lyd prøver at forestille sig en stemning, så kunne det at djalle være noget der havde med lethed og flugt at gøre. Allerede 11 år gammel døde han af meningitis.

Det lyder måske meget uskyldigt? Men det bliver værre. Beskrivelsen af Djallis 11-årige liv, af hans fire klassekammerater og deres liv og død samt af hele det omgivende samfund af mennesker på godt og ondt i Tórshavn og omegn i Glansbilledsamlerne af den færøske forfatter Jóanes Nielsen – er hård kost. Et myldrende sammensurium af farver, skæbner og voldsomme begivenheder der alle er del af det samme billede, så realistisk fortalt med person- og stednavne, årstal og historiske facts, så man tror at det er den skinbarlige selvoplevede sandhed. Men det er altså en roman, udkommet på forlaget Torgard, 2008, oversat fra færøsk af Povl Skårup.

Jeg lånte den først på Mofibo: der gik helt ged i et eller andet undervejs. Så lånte jeg den på bibliotekernes eReolen: det gik udmærket, bortset fra at der ikke var nogen sidetal og jeg først til sidst fandt ud af, at man kan indsætte bogmærker. Men da jeg efter endt læsning ville bladre tilbage, forsvandt bogen helt. Da var jeg heldigvis kommet hjem og gad ikke mere iPad, men hentede en god gammeldags papirbog på biblioteket dagen efter.

Broer af sultne ord

Tørrer mørket af mine fingre/

Bryder mig ikke om følelser der skal vækkes med vækkeur/

Har altid sværmet for ømfindtlige ord/

Disse væsener der springer op af søvnen/

Bare det knirker i et trappetrin/

Og fra et andet digt:

Undertiden føler jeg mig hjemme

Som om dagen var en god frakke om kroppen/

 

Dem færøske digter Joánes Nielsen er fuld af råstyrke, livsglæde og melankoli og lægger ikke fingrene imellem. I denne her 1. e-bogsudgave af digtsamlingen Broer af sultne ord, på dansk ved Erik Skyum-Nielsen, forlaget Torgard 2012, er der igen koks i orddelingen: Detersom om vi daglig øver osiatdø. Altså!

Desuden forvirrer det mig at Joánes Nielsen konsekvent begynder alle linjer med stort bogstav. Men digtene er storslåede.

Dødens telefonboks

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg dør./

Men de døde tager sminkede af sted./

De tager af sted med bil/

som var kirkegården er stor underjordisk parkeringsplads./

Sådan begynder det lange digt Telefonboksen med overvejelser om Gud, Døden og hvilken telefonboks Døden benytter, når/ den sidste besked gives. Om farens død:

Jeg søger stadig efter min fars fodspor, der forsvandt./

Tvivlen om, at Gud er til, sagde han, gør at jeg/

ikke tager livet af mig./

Ordene lød ikke overbevisende./

Jeg syntes det var synd for ham,/

blev ked af at høre ham tale på den måde./

 

Alligevel/

snød den gamle mig./

Nogle få måneder senere døde han./

Digtet slutter med disse to strofer:

Inderst inde ved jeg/

at Gud er radiatoren i min glæde,/

at han er smerten i min fars øjne,/

og også stewardessens stemme, der beder os/

spænde sikkerhedsbæltet,/

for vi lander på Færøerne om et øjeblik.//

Døden er en fåmælt herre med hat./

hans eneste bekendte er ligvognschaufføren,/

præsten og måske også graveren./

Ordknappe spiller de kort i et lille skur tæt/

ved kapellet./

Alligevel følger jeg mig tryg den dag, han går/

ind i telefonboksen/

og giver besked på at slette mit navn./

Fra færøske Jóanes Nielsens digtsamling Sting, på dansk ved Ebba Hentze. Forlaget Vindrose, 1999.