Digtenes Valby

Da jeg ved årsskiftet besøgte Karl Nielsens Boghandel på Toftegårds Alle, lige ved Valby Station, var den ene halvdel af butikken ildevarslende spærret af og delvis tømt. Nu er den  spillebutik, og det lange skilt på facaden er tilsvarende halveret, så ordet ”Boghandel” er forsvundet. Jeg leder mellem de ellers ikke overvældende mængder af bøger,  der er tilbage, men ender med at måtte give fortabt og spørge efter digte.  Straks følges jeg hen til en hylde, der i den ene ende er mærket filosofi/religion; her står 4 bøger, og én af dem er en digtsamling: Finn Jeppesen: Solsortens bad: haiku-digte. Mellemgaard, 2007.

Én hest for en boghandler, der stadig er der, og så fortsætter jeg om på den anden side af Valby Station til butikscentret Spinderiet, hvor der ligger en stor Arnold Busck. Og hold da op: halvanden hylde med digte. Ikke alene de sædvanlige svær- og samlingsværker, men også nye bøger som Raymond Carver: 50 digte og Pia Juul: Indtil videre. Og helt forbløffende: unge digtere som Jonas Rolsted: Flex Death, Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke og Nikolaj Zeuthen: Frivers fra Howitzvej, alle udkommet i 2012. Det begejstrer mig så meget, at de får 5 heste.

Al den snak om heste er til ære for PoesiPilot, et site der anmelder boghandlernes præsentation af lyrik.

De mange mønter er en slags fjer i mine fingres hat

Sådan skriver den unge digter Jonas Rolsted fejende flot i et sjældent overmodigt øjeblik i bogen Flex Death, et digt.

Det er meget slemt og ubehageligt at krybe på maven og æde støv, skriver han også. Digtet er en gennemført, beroligende rundgang i gentagelser og mønstre:

1

Snart kommer vinteren med al sin kraft.

 

2

Snart kommer kraften med alt sit mørke. Mørket kræver et nyt sprog; sproget et nyt mørke.

 

3

Hvem har magten? Den ”individuelle” erindring findes i alle ting. Samfund er en form for overgang.

 

4

Hænder er samfund oversat til sol. Solen kan åbnes som en hånd; hånden som en sol.

(fra kapitel 7)

Bogen er bygget op i 10 kapitler, der bortset fra det første og det sidste består af hver 30 nummererede afsnit, næsten som en dagbog over næsten et år, hvert år, startende med efterår og sluttende med sommer og alt indrammet af sol. ”Snart kommer vinteren.”  ”Men nu er det forår.”  ”Men nu er det morgen. ”  Der er knyttet frygt og håb til det, der kommer. Faren ligger i overgangene.

Der er barndom: Denne min trang til at hejse barndommen frem.

Der er alkoholikere på stribe, især i kapitel 3, og der er en flaske, som dukker op i afsnit 29, kapitel 2: Flasken knuses da jeg falder ude i køkkenet og et skævt og aflangt stykke står tilbage. Et ukendt tegn eller bogstav som jeg længe sidder og vender og drejer. Afsnit 29 i kapitel 4: Jeg sidder og kigger på den knuste flaske som danner en form for sætning på gulvet i mørket. Afsnit 29 i kapitel 6: Jeg får øje på min arm og ser at glasset har overført sit tegn til min hud. Et tegn jeg sidder og betragter i mørket.  Afsnit 29 i kapitel 8: Blodet begynder at vælde af tegnet på min arm. Tegnet begynder at vælde af blodet. Blodet begynder at oversætte alt til sit sprog.

Midt i bogen, i kapitel 5 som er en overgang mellem vinter og forår, er der en helt anden historie fra en anden tid og et andet samfund.

Påfaldende er de mange manende gentagelser, der skaber orden i kaos og søger håb. Den vistnok allermest brugte er: De ”individuelle” oplevelser etablerer en logik. Tilsyneladende ro tilkæmpet af en, der ved hvor slemt og ubehageligt det er at krybe på maven og æde støv. Bogens sidste linjer lyder:

 

Tiden gør gentagelser forståelige for os. Person lig. Kohorte. Sol. Slagrækker. Byttetid. Flex Death.

Bogen er udkommet på Gyldendal i oktober 2012.