Espedals briller

”Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på.”

Fra Tomas Espedal ”Biografi Dagbog Breve”. Bøgerne udkom på norsk i tre separate bind, men er på dansk samlet i ét, og er forfatterens leg med autofiktion – fra før kollegaen Karl Ove Knausgård udsendte sin store ”Min kamp”. I modsætning til biografier, dagbøger og breve almindeligvis  er disse tekster stramme, præcise og intense og læsningen spændende og nydelsesfuld, – kun det lange digt ”Et forsøg” i slutningen hægter mig af. Espedals overvejelser om at gå, i relation til hans bog ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, om læsning og om skrivning er fascinerende:

”Hvad er det jeg læser? Jeg læser i Bibelen. Romaner læser jeg ikke. Efter at jeg fik briller har jeg mistet interessen for romaner. Jeg læser digte. Jeg læser alt af Kristian Lundberg. Jeg læser Morten Søndergaard. Jeg læser Klaus Høeck, det må være en af mine allerstørste læseoplevelser: In Nomine. Jeg læser Ann Jäderlund. Jeg må være forsigtig med Ann Jäderlund. Jeg må i det hele taget være forsigtig med hvad jeg læser. Det minder mig om at jeg må være mere uforsigtig med hvad jeg skriver.”

Batzer og Co, 2013.Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Hesten har vinger 4: Sprogtvangens problem

Der er for få ambitiøse poesiblogs iflg. sædvanligvis kategorisk Lars Bukdahl. Jeg ville her i min afsluttende konferenceinspiration have skrevet om blogs og citeret den liste over fordele, Bukdahl satte op på poesikonferencen i torsdags, men det har han selv gjort under overskriften 2 totale bloglister – på sin egen blog. I stedet vender jeg hesten tilbage mod poesien i gårsdagens Politiken. Klaus Høecks nye digtsamling “Live” udkommer på onsdag og er skrevet på grundlag af de 100 mest brugte ord i hans samlede litterære produktion.
Han siger: ”Jeg kommunikerer med ord og skaber med ord. Jeg har været nødt til at lave nogle matematiske modeller for at slippe ud af den skjulte tvang, som ethvert sprogbrug er underlagt, og som jeg opdagede, da jeg begyndte at skrive digte. Nu 50 år senere er jeg nået frem til den endelige udformning af formlen, som passer mig personligt. Derfor hedder den hyperformlen. Andre finder andre løsninger på sprogtvangens problem”.

Jeg tager forretningsmandsskjorten på. Stopper den ned i bukserne og tager i lufthavnen. Det er et digt. Det er ikke et digt. Det er et digt. Det er HuskMitNavn i Politiken 21.4.