Partytime

Det er for det meste lamper sat på en krum hals med en tung fod eller lange staværer skruet af led og altid med ledninger af en særlig flettet art, som med tiden er gået op, har tabt isoleringen og stikker frem med glimt af kobber, gode varmeledere, strømførende metaller, der engang har kunnet transportere energi og få en pære til at lyse, men nu henslæber tilværelsen i et hjørne, hvorfra det næppe nogensinde igen skal opstige hverken til stuerne eller himlen, hvorfra de skal komme og dømme levende og døde, og hvor himlens konge engang sad på sin trone, men for længst er afløst af oplysningen, som nu fordeler goderne og deler sol og vind lige, så der er nok til enhver, og ingen behøver gå frustrerede hjem med en følelse af ikke at slå til.

Fra Partytime af Klaus Rifbjerg i novellesamlingen Intet sikkert abnormt.  Bogens tone er gennemgående tvær gammel mand, kan alt, ved alt og kender det hele ud og ind,  så kom ikke her. Ingen plads til nye læsere.

Selv blev jeg irriteret over ikke at kunne læse bogen udendørs i solskin og endnu mere da jeg senere ville genfinde citatet: det står på enten s. 50 eller s. 38 alt efter på hvilken led man lige holdt sin iPad under læsningen af netop denne novelle!

”Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle” skriver Torben Wendelboe på Litteratursiden.

Gyldendal, 2013. Jeg læste e-bogsudgaven hos Mofibo.

De gamle drenge

”For at værne om ytringsfriheden/
råber jeg røvhul/
efter min nabo.”
(Peter Poulsen i digtsamlingen Rulleteksterne, 2010)

Sådanne linjer må straks vække jubel hos enhver.

”Jeg har læst et digt af Lean Nielsen.
Det tog mig bare nogle minutter,
men vil vare resten af dagen
og natten med;
og hvis jeg vågner i morgen tidlig,
vil det stadig slå med halen
og minde mig om livets
brutale ømhed. ”

Lean Nielsen (1935 – 2000) var rund og mild, som Peter Poulsen er det. Digtet er let at læse, som Lean Nielsens digte var det, ikke så meget fikkumdik her; men de påvirker læseren og forbliver som en stemning resten af dagen – og dagen efter, hvis vi skulle være heldige at leve så længe. Det kunne være Ballader om vold og ømhed, Peter Poulsen har læst i. Peter Poulsens sidste linjer lyder:

”Erindringens friværdier er næsten brugt op.
Vi er nået til rulleteksterne,
Hvor vi takker alle, som levede med.”

I 2011 fyldte Klaus Rifbjerg 80 år og digtsamlingen Stederne udkom. Ens liv består af steder, står der på bagsiden. Jeg læser digtene som en række villet vrisne associationer over citater fra fædrelands- og børnesange og erindringer, bare kom an, og leg med ord. Bogens sidste linjer lyder.

Okay, så springer træet ud
mens folk går til og fra og ingen ser det
okay, så springer alting ud
årstiden vælger side
og selvom ingen hverken hører eller ser det
sker det
om ikke andre steder
så her
mens venepumpen aser
og hvis ikke her
så bestemt et sted
som ingen ved

det kan jeg mærke
fordi jeg er en gammel lærke

hæ hæ hæ
og obdeldonk.

Man fornemmer, at det er svært at holde sig vrissen og usårlig!
Peter Poulsen, født 1940, har heller ikke tænkt sig at slutte med rulleteksterne. Her i 2012 er netop udkommet en digtsamling, Bestyrelsesmøde i evigheden. Ingen grund til at stoppe her.
Der er både krudt og poesi i de gamle drenge.