Munden fuld af ord

Munden fuld af ord men kan ikke forme lyden/

du eller stilhed. Uformelig/

knaser en baskende fugl mellem tænderne. Bider sammen og spytter ud/

hvert knust ben i kroppen./

Digtsamlingen har stået i min reol siden 1999, nu fik jeg lyst til at læse den. Oplevelsen blev raffineret af at denne Monolog for en halv stemme af digteren Camilla Christensen har tilhørt den berømte og berygtede litterat Poul Borum. I bogen ligger brev fra Gyldendal hvor det fremgår, at bogen tidligst må anmeldes  fredag den 17. januar 1992, som var udgivelsesdagen. Der er et lille vink til anmelderne: Digte og tekster, der søger at indkredse forholdet mellem kvinde og mand, mest som fravær af helhed, som mangel, som ensomhed, som vrede og smerte – menneskeligt som erotisk.

Det springer i øjnene at poesiens vilkår er ændret noget så grueligt de seneste tyve år; i bogen ligger avisudklip med fyldige anmeldelser fra både Berlingske Weekendavis,  Politiken, Berlingske Tidende og Information, alle fra udgivelsesdagen. Desuden har der iflg. bibliotek.dk været anmeldelser i Jyllandsposten og Det Fri Aktuelt lige efter udgivelsen og  nogle år senere, i 1996, også i Kristeligt Dagblad. Hvor mange digtere oplever i dag sådan en opmærksomhed?

Det virkelige guf – for der ligger mere i bogen – er et papirark med Poul Borums notater. At stave sig igennem hans ikke særlig letlæselige håndskrift med kommentarer og citerede passager er en ærefrygtindgydende fornemmelse af at Borum deler sin læseoplevelse med netop mig.

Borum synes at digtet Bandageret er bogens bedste, derfor har jeg valgt et citat derfra.

Endelig ligger der i bogen et avisudklip fra Weekendavisen Bøger 1999, som jeg selv har lagt ind. Her skriver Lars Bukdahl om det store bogudsalg fra Helligåndskirken af Borums bøger, alle med ejerens originale notatark i. – Hvorfor i alverden er disse dokumenter ikke rystet ud af deres bøger og ned i en fire-fem solide kasser adresseret til Det Kgl. Biblioteks Håndskriftsamling? spørger Lars Bukdahl.

Det spørger jeg også om.

Hesten har vinger 4: Sprogtvangens problem

Der er for få ambitiøse poesiblogs iflg. sædvanligvis kategorisk Lars Bukdahl. Jeg ville her i min afsluttende konferenceinspiration have skrevet om blogs og citeret den liste over fordele, Bukdahl satte op på poesikonferencen i torsdags, men det har han selv gjort under overskriften 2 totale bloglister – på sin egen blog. I stedet vender jeg hesten tilbage mod poesien i gårsdagens Politiken. Klaus Høecks nye digtsamling “Live” udkommer på onsdag og er skrevet på grundlag af de 100 mest brugte ord i hans samlede litterære produktion.
Han siger: ”Jeg kommunikerer med ord og skaber med ord. Jeg har været nødt til at lave nogle matematiske modeller for at slippe ud af den skjulte tvang, som ethvert sprogbrug er underlagt, og som jeg opdagede, da jeg begyndte at skrive digte. Nu 50 år senere er jeg nået frem til den endelige udformning af formlen, som passer mig personligt. Derfor hedder den hyperformlen. Andre finder andre løsninger på sprogtvangens problem”.

Jeg tager forretningsmandsskjorten på. Stopper den ned i bukserne og tager i lufthavnen. Det er et digt. Det er ikke et digt. Det er et digt. Det er HuskMitNavn i Politiken 21.4.

Hesten har vinger 1: Hvad er et digt?

Poesi er ikke hvad det har været.
Og heldigvis, tilføjede Karsten Bjarnholt, formand for forfatterforeningens lyrikgruppe, for ”måden” ændrer sig i takt med alt andet i tiden. Hvilket blev skåret ud i pap af Lars Bukdahl, da han senere på dagen skulle tale om hvad et digt er. Det gjorde han ved overvejende at tale om, hvad et dårligt ét er.
Et dårligt digt forsøger at være et digt. Det kalkerer skabeloner, fx den rimede, er muligvis håndskrevet, med et gammeldags forhold til hvad poesi er. Eller det vil være modernistisk originalt og er det på en uoriginal måde.
Det gode digt kan ikke beskrives, for de samme virkemidler kan anvendes af gode og dårlige digtere med forskelligt resultat. Men Bukdahl kunne beskrive hvordan det er at have en god oplevelse af at læse et digt – som vel dermed må siges at være et godt ét – i fem mulige reaktioner:
– yes, det her er et digt!
– frugtbar tvivl: det er et digt – det er ikke et digt – det er et digt –
– sindssyg forvirring: det er en fugl, nej et fly, nej et digt
– hov, det er et digt!
– passioneret: det er fanme ikke et digt!

Hvilket alt sammen stemmer meget godt overens med Bukdahls egen erklærede poetik, som den blev udtrykt i forrige århundrede:
Jeg forestiller mig et digt, der er et effektivt rod, flerstemmigt, paradoksalt, ud i alle retninger…Den absolutte forvirring er et meget centralt poetisk mål …Meningsløsheden giver hovedet rutcheture, hvis den smager godt, den forvirrer. Den elegante meningsløshed er den mest effektive….Når det digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen (fra Fix orkidé, 1988 og Dødens appelsin, 1996. Her citeret efter konferencemateriale af Peter Stein Larsen).

Hesten har vinger er overskriften på den poesikonference, som forfatterforeningens lyrikgruppe afholdt i dag. For mig var der adskillige øjenåbnere, som jeg har tænkt mig at vende tilbage til i de kommende dages blogindlæg.