Glansbilledsamlerne

Djalli var den første der døde af årgang 1952 fra Sankt Frans Skole. Hans døbenavn var Djóni, men eleverne sagde kun Djalli, og efterhånden begyndte også nonnerne at bruge hans særprægede, klingende øgenavn. Og Djalli mindede ikke så lidt om sit øgenavn. Hvis man efter en lyd prøver at forestille sig en stemning, så kunne det at djalle være noget der havde med lethed og flugt at gøre. Allerede 11 år gammel døde han af meningitis.

Det lyder måske meget uskyldigt? Men det bliver værre. Beskrivelsen af Djallis 11-årige liv, af hans fire klassekammerater og deres liv og død samt af hele det omgivende samfund af mennesker på godt og ondt i Tórshavn og omegn i Glansbilledsamlerne af den færøske forfatter Jóanes Nielsen – er hård kost. Et myldrende sammensurium af farver, skæbner og voldsomme begivenheder der alle er del af det samme billede, så realistisk fortalt med person- og stednavne, årstal og historiske facts, så man tror at det er den skinbarlige selvoplevede sandhed. Men det er altså en roman, udkommet på forlaget Torgard, 2008, oversat fra færøsk af Povl Skårup.

Jeg lånte den først på Mofibo: der gik helt ged i et eller andet undervejs. Så lånte jeg den på bibliotekernes eReolen: det gik udmærket, bortset fra at der ikke var nogen sidetal og jeg først til sidst fandt ud af, at man kan indsætte bogmærker. Men da jeg efter endt læsning ville bladre tilbage, forsvandt bogen helt. Da var jeg heldigvis kommet hjem og gad ikke mere iPad, men hentede en god gammeldags papirbog på biblioteket dagen efter.

Blid er den færøske sommernat

Hvorfor Jógvan Isaksen kalder sin kriminalroman sådan ved jeg ikke; mordet sker en sommernat og fra denne begyndelse og til bogens slutning er der megen råhed og liden blidhed. Men den er spændende som en krimi skal være det – og har en udstrakt brug af stednavne og lokalkolorit, som giver en ekstra dimension til læsningen. Samt en egen besk humor:

Det var noget ud på aftenen, da jeg sejlede over strædet ved Eidi, og alt var fuldstændig stille inde på land på begge sider. Man så hverken biler eller mennesker, skønt fjernsynet ikke sendte mandag aften. Heldigvis var videoen opfundet, og det var en fremragende støtte i kampen for at få tiden til at gå før det endelige elskovsmøde med døden.

Bogen er den første i en serie og iflg. Wikipedia en af de første krimier skrevet på færøsk og den allerførste, der også foregår på Færøerne. Forlaget Torgard e-bog, oversat fra færøsk af Kirsten Brix, lånt hos Mofibo. Originaludgaven 1990.

Partytime

Det er for det meste lamper sat på en krum hals med en tung fod eller lange staværer skruet af led og altid med ledninger af en særlig flettet art, som med tiden er gået op, har tabt isoleringen og stikker frem med glimt af kobber, gode varmeledere, strømførende metaller, der engang har kunnet transportere energi og få en pære til at lyse, men nu henslæber tilværelsen i et hjørne, hvorfra det næppe nogensinde igen skal opstige hverken til stuerne eller himlen, hvorfra de skal komme og dømme levende og døde, og hvor himlens konge engang sad på sin trone, men for længst er afløst af oplysningen, som nu fordeler goderne og deler sol og vind lige, så der er nok til enhver, og ingen behøver gå frustrerede hjem med en følelse af ikke at slå til.

Fra Partytime af Klaus Rifbjerg i novellesamlingen Intet sikkert abnormt.  Bogens tone er gennemgående tvær gammel mand, kan alt, ved alt og kender det hele ud og ind,  så kom ikke her. Ingen plads til nye læsere.

Selv blev jeg irriteret over ikke at kunne læse bogen udendørs i solskin og endnu mere da jeg senere ville genfinde citatet: det står på enten s. 50 eller s. 38 alt efter på hvilken led man lige holdt sin iPad under læsningen af netop denne novelle!

”Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle” skriver Torben Wendelboe på Litteratursiden.

Gyldendal, 2013. Jeg læste e-bogsudgaven hos Mofibo.