Harmonikaens aftensang

når aftnen falder på og blæsten stilner/

og solen lyser rødt bag fjordens fjerne bred/

så går hun ud og sætter sig og spiller/

: og ænser ikke solen helt går ned:/

 

hun sidder der, fortabt i egne tanker/

og lokker toner frem af sin harmonika/

de toner synes mig som blomsterranker/

:der slynger sig vemodigt om en dag:/

 

og smuk blir dagen, som en gammel vise/

med mange vers om lyst og nød og kærlighed/

og slukt bliver dagen, mens den milde brise/

:tilfældigt bærer tonerne afsted:/

 

når aftnen svinder bort og månen stiger/

og smykker fjorden med en månestrålebro/

da er hun væk, harmonikaen tier,/

:da er det tid for os at gå til ro:.

Det værste ved oprydning i skuffer og skabe er de vemodige minder, der springer om kap i sjælen, og her svarer gensynet med teksten til stemningen i sangen. Den er fra 1980, hvor jeg skrev den under et ugekursus på Skælskør Folkehøjskole, og Sven Ove og Find –  som jeg desværre ikke mere husker –  lavede melodi til.  Men jeg kan stadig se den harmonikaspillende kvinde fra højskolevirkeligheden for mig, som hun sad der ved fjorden om aftenen.