Espedals briller

”Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på.”

Fra Tomas Espedal ”Biografi Dagbog Breve”. Bøgerne udkom på norsk i tre separate bind, men er på dansk samlet i ét, og er forfatterens leg med autofiktion – fra før kollegaen Karl Ove Knausgård udsendte sin store ”Min kamp”. I modsætning til biografier, dagbøger og breve almindeligvis  er disse tekster stramme, præcise og intense og læsningen spændende og nydelsesfuld, – kun det lange digt ”Et forsøg” i slutningen hægter mig af. Espedals overvejelser om at gå, i relation til hans bog ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, om læsning og om skrivning er fascinerende:

”Hvad er det jeg læser? Jeg læser i Bibelen. Romaner læser jeg ikke. Efter at jeg fik briller har jeg mistet interessen for romaner. Jeg læser digte. Jeg læser alt af Kristian Lundberg. Jeg læser Morten Søndergaard. Jeg læser Klaus Høeck, det må være en af mine allerstørste læseoplevelser: In Nomine. Jeg læser Ann Jäderlund. Jeg må være forsigtig med Ann Jäderlund. Jeg må i det hele taget være forsigtig med hvad jeg læser. Det minder mig om at jeg må være mere uforsigtig med hvad jeg skriver.”

Batzer og Co, 2013.Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Suveræn

Men så begyndte han at græde, han var lige fyldt femten år, og jeg sagde, jamen Tommy, sagde jeg og tog ham om skulderen og trak ham ind til mig og sagde, jamen Tommy, hvad er der Tommy, men han ville ikke svare, og vi blev siddende der, og jeg med armen om skulderen på ham, og det skulle jo egentlig have været omvendt, det var derfor han var kommet helt herind for at møde mig, han var storebror, han stod ved roret, det var sådan det skulle være. Men jeg havde aldrig set ham græde før, kors på halsen og ti knive i hjertet, far og mor i døden, og da han var færdig, rømmede han sig og rejste sig fra stenen. – Jeg er lidt træt, sagde han og gik to skridt ind i mørket(…).

Norske Per Petterson skriver lange sætninger med indskud og afbrydelser og gentagelser som man ikke ville tro muligt. Virkningen er stærk som her, hvor de to søskendes følelser overrumplende forplanter sig til læseren. Det skulle alt sammen have været omvendt, intet blev som det skulle have været. En på alle målestokke suveræn bog, suveræn forfatter.

Per Petterson Jeg nægter, på dansk ved Annelise Ebbe, Batzer & Co, 2013.