Skriv i sandet

”Man bliver altid i godt humør af dig.” Moren smiler, hun ser udmattet ud, hun bryder sig ikke om turene til Rigshospitalet.

”Hvordan gik festen i går aftes?”

Ásla har alt det positive og gode lagret på stemmebåndene, sådan bør det være, hun er jo det raske barn.

”Sjovt, festlig, hyggeligt!” Hun finder på nogle historier og smiler.

Festen var hverken sjov, festlig eller hyggelig, men forældre får den information, de har godt af. – Ti noveller i en fortællekreds fra dagens Tórshavn om ti unge, som på skift ses udefra af de andre unge, og indefra. Forfatteren er fra 1974, men jeg blev grebet og tror på de unges historier. Bogen fik Nordisk Børnebogspris, som uddeles af Nordisk Skolebibliotekarforening, i 2011. Den er netop nu indstillet af Færøerne til den nye Nordisk Råds børne- & ungdomslitteraturpris 2013.

Marjun Syderbø Kjelnæs: Skriv i sandet, oversat fra færøsk af Hugin Eide. ePub produktion forlaget Torgard, 2012. Tegnsætningen er lidt besynderlig: ”Du er fandeme lækker.” havde hans sagt ind i hendes øre – jeg studser i læsningen.

Historier der kradser ned under overfladen men holder modet oppe

Kim Fupz Aakesons noveller for unge: Jeg begyndte sådan set bare at gå, Gyldendal, 2011, blev i sidste måned hædret med Kulturministeriets Børnebogspris 2012. Nu har jeg læst den – og opdaget, at jeg må være en kliché af en læser, for novellerne slutter udpræget helt anderledes, end jeg forventer – og det er vidunderligt. Som i novellen Forældre, hvor den 16-årige fortæller sin jævnaldrende kæreste, at hun er gravid, og de taler sig fra den første grundlæggende fortvivlelse ”Man slår det ihjel og skraber det ud og det var det” og længere og længere ind i drømmen ”Vi kunne bo der med babyen, og min mor kunne hjælpe os med det hele og vise os hvad man gør, og hvis den græder om natten kommer min mor garanteret og tager den, hun kan slet ikke holde sig væk når der er små børn.”
Nej, det kan du ikke mene, råber jeg til forfatteren, tænk dig om, de er bare 16 år!
Nej, selvfølgelig mener han ikke det, han er bare sådan en forfatter der leger med læseren, fører mig bag lyset og afslører min vanetænkning. Men det forstår jeg først, da jeg læser de sidste fire ord i novellen.
En bog fuld af historier, der kradser ned under overfladen, men på overraskende vis holder modet oppe.