Jeg er ligeglad

Jeg er ligeglad./
Hvad jeg er ligeglad med? /
Jeg ved det ikke: jeg er ligeglad.

Jeg genlæser i disse dage Fernando Pessoa og genoplever, hvordan det på forskellige tidspunkter gennem årene er forskellige digte, der taler til én. Ovenstående er fra Alle kærlighedsbreve er latterlige, digte af Fernando Pessoa, Alberto Caeiro, Ricardo Reis, Álvaro de Campos. I udvalg og oversættelse af Peter Poulsen, 1989.
Pessoa levede 1888 – 1935 og var en meget mærkelig person. Han nøjedes ikke med at være i forskelligt humør eller se på livet fra vekslende positioner, han opfandt ligefrem tre yderligere forfatteridentiteter, så han altså skrev under i alt fire navne. Jeg er ligeglad er af Caeiro.

Pessoa skriver i Et godt råd:
Sæt høje mure rundt om det, du drømmer.
Plant dernæst, hvor din haven den kan ses
Igennem lågen og stakittets tømmer,
Et flor af blomster: Vis dem dén, du vil
At de skal se; og dér, hvor intet ses,
Lad græsset gro, lad vær’ at plante til.

Og gemme sig, det gør han. Det ene digt tager det næste, det er svært at stoppe læsningen, man er som læser hele tiden lige ved at fange ham, men gør det aldrig.
Som her i Autopsykografi:

Digteren er en mand, som fingerer,
Så fingernemt han med sproget rumsterer,
At smerten, han bærer i sin person,
Fremstår som ren fiktion.

Og de, som læser det, han har skrevet,
Den smerte, han både har digtet og levet,
De står nu tilbage med ingenting
Og ser sig så tomt omkring.

Og sådan kører han rundt i cirkler
På de fingerede tankesnirkler
Og demonstrerer i bog efter bog
Hjertets elektriske tog.

Hm. Tilsyneladende enkelt. Men hvad står der?

Afdæmpet humor

“Jeg har aldrig fået tævet dem,
som fortjente at få nogle bank.

Jeg fik sparket en kattekilling,
skåret lidt i en tudse, som kom forbi,
trukket vingerne af nogle fluer,
mobbet et par skolepiger, som var yngre end mig.

Men ellers har jeg udvist en skræmmende passivitet.”

Peter Poulsens seneste digtsamling: Bestyrelsesmøde i evigheden, er stilfærdig, eftertænksom refleksion over liv og især død og klinger af afdæmpet, resignerende humor. Ovenstående er slutningen af digtet Mindelser ved lyden af et hornorkester.
Lindhardt og Ringhof, 2012.

De gamle drenge

”For at værne om ytringsfriheden/
råber jeg røvhul/
efter min nabo.”
(Peter Poulsen i digtsamlingen Rulleteksterne, 2010)

Sådanne linjer må straks vække jubel hos enhver.

”Jeg har læst et digt af Lean Nielsen.
Det tog mig bare nogle minutter,
men vil vare resten af dagen
og natten med;
og hvis jeg vågner i morgen tidlig,
vil det stadig slå med halen
og minde mig om livets
brutale ømhed. ”

Lean Nielsen (1935 – 2000) var rund og mild, som Peter Poulsen er det. Digtet er let at læse, som Lean Nielsens digte var det, ikke så meget fikkumdik her; men de påvirker læseren og forbliver som en stemning resten af dagen – og dagen efter, hvis vi skulle være heldige at leve så længe. Det kunne være Ballader om vold og ømhed, Peter Poulsen har læst i. Peter Poulsens sidste linjer lyder:

”Erindringens friværdier er næsten brugt op.
Vi er nået til rulleteksterne,
Hvor vi takker alle, som levede med.”

I 2011 fyldte Klaus Rifbjerg 80 år og digtsamlingen Stederne udkom. Ens liv består af steder, står der på bagsiden. Jeg læser digtene som en række villet vrisne associationer over citater fra fædrelands- og børnesange og erindringer, bare kom an, og leg med ord. Bogens sidste linjer lyder.

Okay, så springer træet ud
mens folk går til og fra og ingen ser det
okay, så springer alting ud
årstiden vælger side
og selvom ingen hverken hører eller ser det
sker det
om ikke andre steder
så her
mens venepumpen aser
og hvis ikke her
så bestemt et sted
som ingen ved

det kan jeg mærke
fordi jeg er en gammel lærke

hæ hæ hæ
og obdeldonk.

Man fornemmer, at det er svært at holde sig vrissen og usårlig!
Peter Poulsen, født 1940, har heller ikke tænkt sig at slutte med rulleteksterne. Her i 2012 er netop udkommet en digtsamling, Bestyrelsesmøde i evigheden. Ingen grund til at stoppe her.
Der er både krudt og poesi i de gamle drenge.