Hvad er et digt

Digtet vil snarere være et mønster, der er nok i sig selv, strålende ud i mange retninger hvad betydning angår.  . . . Digtet vil ikke holde sig til det afmålte, man almindeligvis kalder virkeligheden, men det kan i sig selv have optaget rester af den, som et springbræt for sin egen frihed.

Sådan skrev Hugo Friedrich om modernistisk lyrik i 1956, her citeret fra litteraturforsker Peter Stein Larsens bog Nattehimlens poetik, studier i moderne nordisk lyrik. Det er en vægtig, meget akademisk bog med interessante digtanalyser og påvisninger af ”valgslægtskaber” og udvikling af digtekunsten, f.eks. argumenterer bogen for at den svenske lyriker Edith Södergrans  (1892 – 1923) forfatterskab ”mere end noget andet fra Norden har stået som forbillede og influeret de vigtigste danske forfatterskaber  fra første halvdel af det 20. århundrede.”  En anden svensker, Erik Lindegren (1910 – 1968), udgør iflg. bogen ”et paradigmeskift i nordisk modernisme, hvad angår et poetisk særsprog . . . kan betragtes som den måske allervigtigste port, gennem hvilken eksperimenterende international digtning for over 60 år siden stormede ind i den tilforladelige nordiske poesi.”

Hvad er så et digt i dag?

Genrerne er en uafgrænselig mængde af teksttyper i et system under konstant forandring, står der.  Og videre at . . . en stor mængde af tekster fra de seneste års danske digtning af digtere som Hans Otto Jørgensen, Katrine Marie Guldager, Kaspar Kaum Bonnén, Ursula Andkjær Olsen, Camilla Christensen, Lene Henningsen, Bo Hr. Hansen, Christian Dorph, Mikkel Thykier, Morti Vizki, Carsten René Nielsen og Pia Juul simpelthen som deres mest centrale træk har det genremæssigt ubestemmelige.

Altså: det er ikke så ligetil.

Udkommet på Forlaget Spring, 2011.

Hesten har vinger 3: Det der ikke kan siges

”Fuld af tillidsfuldhed lokkes læseren ind i et digt, som han – på grund af det harmløse anslag – tror at kunne overskue og slippe ud af igen som ud af sin egen stue … for så pludselig at få vredet armen om og blive ført ind i en labyrint, som i hvert fald jeg ikke er sluppet ud af igen” (Søren Ulrik Thomsen i En dans på gloser, 1996, her citeret efter Peter Stein Larsens konferencemateriale). Forfatteren taler om digte, der spiller mellem en ”næsten henkastet, hverdagsagtig tone og en ubønhørlig sproglig stramhed. I modsætning til hvad jeg havde troet, virkede det henkastede ikke opløsende på, men potenserede tværtimod stramheden, der netop kom til syne i forhold til dagligsproget, som et stejlt, grønt isbjerg på et tropisk hav.”

Hvad skal vi så med det grønne isbjerg i et tropisk hav, og hvorfor kan de ikke bare sige det, så man forstår meningen? Det svarer Søren Ulrik Thomsen på nu i 2012, Information 7. – 8. april, tale holdt på Statens Museum for Kunst: Dét, hvorom man hverken kan tale eller tie.

Fordi det netop ikke kan siges. Fordi der er forskel på mening og betydning. ”Hvor tit har man ikke stået over for en skulptur eller lyttet til et stykke musik, hvis hensigt man umuligt kunne gøre rede for, men hvorfra der ikke desto mindre, hver eneste gang man vendte tilbage, blev ved med at strømme ny betydning?”
Jeg spurgte engang Maria Lüders Hansen, billedkunstner, hvorfor der i mange af hendes billeder indgår mærkelige, fiktive skrifttegn: de er alt det, der ikke kan siges, svarede hun.
Når noget ligger uden for sprogets grænser, men alligevel presser sig på, skaber man kunst.

Hesten har vinger 1: Hvad er et digt?

Poesi er ikke hvad det har været.
Og heldigvis, tilføjede Karsten Bjarnholt, formand for forfatterforeningens lyrikgruppe, for ”måden” ændrer sig i takt med alt andet i tiden. Hvilket blev skåret ud i pap af Lars Bukdahl, da han senere på dagen skulle tale om hvad et digt er. Det gjorde han ved overvejende at tale om, hvad et dårligt ét er.
Et dårligt digt forsøger at være et digt. Det kalkerer skabeloner, fx den rimede, er muligvis håndskrevet, med et gammeldags forhold til hvad poesi er. Eller det vil være modernistisk originalt og er det på en uoriginal måde.
Det gode digt kan ikke beskrives, for de samme virkemidler kan anvendes af gode og dårlige digtere med forskelligt resultat. Men Bukdahl kunne beskrive hvordan det er at have en god oplevelse af at læse et digt – som vel dermed må siges at være et godt ét – i fem mulige reaktioner:
– yes, det her er et digt!
– frugtbar tvivl: det er et digt – det er ikke et digt – det er et digt –
– sindssyg forvirring: det er en fugl, nej et fly, nej et digt
– hov, det er et digt!
– passioneret: det er fanme ikke et digt!

Hvilket alt sammen stemmer meget godt overens med Bukdahls egen erklærede poetik, som den blev udtrykt i forrige århundrede:
Jeg forestiller mig et digt, der er et effektivt rod, flerstemmigt, paradoksalt, ud i alle retninger…Den absolutte forvirring er et meget centralt poetisk mål …Meningsløsheden giver hovedet rutcheture, hvis den smager godt, den forvirrer. Den elegante meningsløshed er den mest effektive….Når det digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen (fra Fix orkidé, 1988 og Dødens appelsin, 1996. Her citeret efter konferencemateriale af Peter Stein Larsen).

Hesten har vinger er overskriften på den poesikonference, som forfatterforeningens lyrikgruppe afholdt i dag. For mig var der adskillige øjenåbnere, som jeg har tænkt mig at vende tilbage til i de kommende dages blogindlæg.