Udfolde sig eller være til nytte?

I går sluttede endnu en af tegneren og forfatteren Nikoline Werdelins tankevækkende striber i Politiken. Denne gang om en yngre, ambitiøs kvinde der som arbejdsløs skuespiller meget mod sin vilje bliver sendt i aktivering på plejehjemmet Birkedal. Fra at drømme om ønskeroller og berømmelse skifter hun spor og siger overraskende nej tak til hovedrollen i en stor dansk-svensk tv-serie i otte afsnit fordi: hun alligevel efter par år igen vil blive arbejdsløs, og nej tak til en stilling som leder af et børneteater fordi: hun nu vil uddanne sig til sosu-assistent og have et arbejde, hvor der er brug for hende!

Realisere sig selv –  eller være til nytte.

Er vi mon her i individualismens tid nået tilbage til ikke længere at spørge om hvad samfundet kan gøre for os, men om hvad vi selv kan gøre for samfundet? Spørgsmålet er, om det er en reel eller en kunstig modsætning.

Fuck mine rutiner

Når jeg en sjælden ganger læser tegneserier, så læser jeg: mine øjne fokuserer uden tøven på taleboblerne og overser alt derimellem. Lige med én undtagelse, tegner og dramatiker Nikoline Werdelins Homo Metropolis, hvor ord og streg i den grad er to sider af samme sag. Skoleårets første måneder er gået, de tunge elever har fået skrap skole forstærket med bestikkelse og små lyseblå piller for også at arbejde i efterårsferien af den ellers livet igennem yderst korrekte lærer, Vibeke, der interesserer sig for sproglig korrekthed og absolut ikke for levende liv. Men nu har hun sat sig for at lære tumperne at læse for at undgå fyring fra skolen, som er hele hendes liv.

I dag er dagen, hvor eleverne skal testes. Vibeke vågner med et sæt og springer både  gulerodsbollen og de andre velordnede morgenvaner over.  Fuck mine rutiner, jeg må hen i min hood!, står der i taleboblen, mens hun er på vej ud ad døren i stribens sidste billede.

Respekt!, Nikoline.

Jeg glæder mig hver dag til fortsættelsen i morgendagens Politiken.

Hesten har vinger 4: Sprogtvangens problem

Der er for få ambitiøse poesiblogs iflg. sædvanligvis kategorisk Lars Bukdahl. Jeg ville her i min afsluttende konferenceinspiration have skrevet om blogs og citeret den liste over fordele, Bukdahl satte op på poesikonferencen i torsdags, men det har han selv gjort under overskriften 2 totale bloglister – på sin egen blog. I stedet vender jeg hesten tilbage mod poesien i gårsdagens Politiken. Klaus Høecks nye digtsamling “Live” udkommer på onsdag og er skrevet på grundlag af de 100 mest brugte ord i hans samlede litterære produktion.
Han siger: ”Jeg kommunikerer med ord og skaber med ord. Jeg har været nødt til at lave nogle matematiske modeller for at slippe ud af den skjulte tvang, som ethvert sprogbrug er underlagt, og som jeg opdagede, da jeg begyndte at skrive digte. Nu 50 år senere er jeg nået frem til den endelige udformning af formlen, som passer mig personligt. Derfor hedder den hyperformlen. Andre finder andre løsninger på sprogtvangens problem”.

Jeg tager forretningsmandsskjorten på. Stopper den ned i bukserne og tager i lufthavnen. Det er et digt. Det er ikke et digt. Det er et digt. Det er HuskMitNavn i Politiken 21.4.