Unge digterspirer

I 2010 udkom interviewbogen Something rotten! Punk i Danmark: maleri, musik og litteratur, af journalist Jan Poulsen. Blandt de interviewede i bogen er Henrik S. Holck, F.P. Jac og Søren Ulrik Thomsen. De fortæller om deres litterære karrierestart med debut i tidsskriftet Hvedekorn og efterfølgende forfatterskole hos Poul Borum, – man mærker tydeligt, at disse Borum-seancer har haft stor betydning for dem.

Er det sjovt at læse om? Ja, ikke mindst for dem, der var der. Som mig selv, og Jens Fink-Jensen, hvis facebook-opdatering er årsagen til, at jeg opdagede Søren Ulrik Thomsens site, Oktober Boulevard, og dermed citaterne fra bogen.

Og sådan gik det til, at jeg nu sidder og fortaber mig i periferien af en tid.

Et strejf af 80’ernes unge digterspirer.

Hesten har vinger 3: Det der ikke kan siges

”Fuld af tillidsfuldhed lokkes læseren ind i et digt, som han – på grund af det harmløse anslag – tror at kunne overskue og slippe ud af igen som ud af sin egen stue … for så pludselig at få vredet armen om og blive ført ind i en labyrint, som i hvert fald jeg ikke er sluppet ud af igen” (Søren Ulrik Thomsen i En dans på gloser, 1996, her citeret efter Peter Stein Larsens konferencemateriale). Forfatteren taler om digte, der spiller mellem en ”næsten henkastet, hverdagsagtig tone og en ubønhørlig sproglig stramhed. I modsætning til hvad jeg havde troet, virkede det henkastede ikke opløsende på, men potenserede tværtimod stramheden, der netop kom til syne i forhold til dagligsproget, som et stejlt, grønt isbjerg på et tropisk hav.”

Hvad skal vi så med det grønne isbjerg i et tropisk hav, og hvorfor kan de ikke bare sige det, så man forstår meningen? Det svarer Søren Ulrik Thomsen på nu i 2012, Information 7. – 8. april, tale holdt på Statens Museum for Kunst: Dét, hvorom man hverken kan tale eller tie.

Fordi det netop ikke kan siges. Fordi der er forskel på mening og betydning. ”Hvor tit har man ikke stået over for en skulptur eller lyttet til et stykke musik, hvis hensigt man umuligt kunne gøre rede for, men hvorfra der ikke desto mindre, hver eneste gang man vendte tilbage, blev ved med at strømme ny betydning?”
Jeg spurgte engang Maria Lüders Hansen, billedkunstner, hvorfor der i mange af hendes billeder indgår mærkelige, fiktive skrifttegn: de er alt det, der ikke kan siges, svarede hun.
Når noget ligger uden for sprogets grænser, men alligevel presser sig på, skaber man kunst.