Det lille glimt af noget andet

Hun tænkte at han havde meget at lave og ikke var ved sin telefon. Hun tænkte at det var en skam at han ikke længtes så meget efter hende at han ville ringe uanset at han ikke havde tid, at han ikke havde telefonen på sig for ikke at gå glip af et eneste opkald fra hende, sådan som hun ville have gjort, og som plejede at kendetegne den fase de befandt sig i. Befandt hun sig i den alene?

Håb og klarsyn veksler i denne pinefulde kærlighedshistorie om digteren og essayisten Ester Nilsson der vrider og vender realiteterne og i tankerne gennemgår, forklarer, undskylder, forstår. Men er den elskede lige så forelsket i hende, mindre forelsket, eller måske slet ikke forelsket?

Det hun absolut ikke måtte gøre nu var at udsætte sig for angsten ved at sende en sms som der ikke kom noget svar på. Angsten for udeblevne svar var noget som dem der opfandt sms og mail ikke kunne have forestillet sig.

Efter hele og halve og lunkne svar fra ham, og efter i måneder at have klynget sig til det lille glimt af noget andet, fatter hun det da på bogens sidste sider:

Håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. … Håbet som bebor menneskehjertet tror at viljen allerede foreligger; at den elskede egentlig – egentlig – vil det som han lader som om han ikke vil, eller ikke vil det han lader som om han vil, kort sagt, at det ikke forholder sig sådan som det ser ud til. At det lille glimt af noget andet er sandheden. Det er det som er Håbet. … Om en uge havde hun oplevet et års lidelse. Den blev voldsommere og mere koncentreret i nogle dage nu, men var renere og mindre uklar. Der var ikke mere at forstå.

Fra Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed. Batzer & Co, 2014. Oversat fra svensk af Anne Marie Têtevide. Iflg. Politiken Bøger er en fortsættelse, på svensk Utan personligt ansvar, på vej.

 

Magdalene og Jordfolket

Der kom en mail fra en 13-årig pige som fortalte, at hun har to yndlingsbøger, og at den ene er min Alvilda. Udover at blive meget glad for denne mail fra en rigtig, levende læser blev jeg også nysgerrig efter at vide, hvad den anden yndlingsbog så er? Og igen hurra for bibliotekerne, der fremskaffer alt.

Nu bagefter ved jeg ikke, hvordan det egentlig gik til. Men jeg ved, at jeg var skræmt fra vid og sans, og at den tanke fløj gennem hovedet på mig, at det var min absolut sidste chance. At jeg aldrig nogen sinde ville få en kammerat eller veninde her i byen eller i skolen. Og at jeg ville blive endnu mere ensom og drillet mere end nogen sinde før. Måske var det også den underlige hysteriske stemning, der smittede mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at gøre det mest modbydelige, jeg har gjort i hele mit liv. Det, som stadig sidder i mig som en smerte, når jeg tænker på det. Men pludselig begyndte jeg at løbe hen over engen sammen med de andre. Hen imod Syssila.

Historien om Magdalene og Jordfolket, de små menneske der lever af bær og frugter,  er eventyrlig og fuld af følelser og store spørgsmål om mobning og mobbere, forfølgelse og forfølgere, om at det kan ske igen og at det er vigtigt at kunne genkende det for ikke selv at være blandt dem, der forfølger andre.

En dejlig bog, som det er mig en glæde at stå ved siden af. Af Gertrud Malmberg, oversat fra svensk af Ellen Kirk. Forlaget Centrum, 1981.