En digital kuglepen?

Man lærer bedre ved at læse i en bog end på en computer (se https://bentehoegh.wordpress.com/2013/03/14/papir-taler-til-folelserne/)

Måske lærer man også skrivning bedre med kuglepen end på tastatur? Nu har et tysk firma fundet på at lave en digital kuglepen, som reagerer, hvis man skriver for grimt eller laver fejl. ”Lernstift genkender præcist, hvad og hvordan du skriver via bevægelsessensorer, og målet er at give børnene direkte og øjeblikkelig feedback, mens de skriver”.

Skrevet af Thomas Vigild i  Bibliotekarforbundets fagmagasin Perspektiv med henvisning til firmaets site, hvor man også kan se en video om den første prototype af kuglepennen.

Mon der stadig er forfattere, der skriver i hånden, og har metoden betydning for resultatet? F. P. Jac gjorde, i sin tid; med smuk og sirlig håndskrift.

Fyr forlaget

”Kære forlag: Tør øjnene og omfavn den digitale verden eller dø.

Kære bibliotekar: Skub e-bøgerne i front og hjælp borgerne i gang.

Kære forfatter: Fyr forlaget, hyr din egen redaktør og udgiv bøgerne selv direkte til bibliotekerne.”

Bogbranchens magtstrukturer er pillet fra hinanden, og vi fisker alle i de rørte vande. Kampen står om e-bøger og  om bibliotekernes eReolen.

”Gør e-bogen personlig, poetisk, rytmisk og lige så indlysende selvforklarende som den fysiske bog og det fysiske bibliotek. Udnyt først herefter de digitale fordele, som e-bogen har i forhold til den fysiske bog. Lykkes det, så vil vi tilmed også gerne betale for e-bogen.”

Står der i Thomas Vigilds klumme i Bibliotekarforbundets Fagmagasin Perspektiv, september 2012.