Den gamle betydning af lyrik – ord skrevet til lyrens spil – er jo stadig aktuel. Digte er en dans mellem lyd og betydning, eller for at sige det på en anden måde: Et digt er en skulptur af musik.
Digteren Morten Søndergaard i Forfatteren 2013 nr. 3, interview af Camilla F. B. Friis, studerende på faget Skrivekunst på Syddansk Universitet.
René Rasmussen, forfatter og lic.phil i litteraturvidenskab, skriver i seneste nr. af bladet Forfatteren under overskriften Galskabens fascination om 2 forskellige former for digte. Den ene slags er, siger han, originale og velskrevne, ”men også præget af en sproglig kontrol og afrundethed, der gør, at hvert enkelt vers normalt må læses i relation til alle andre vers i et sådant digt.” Her overfor sætter han en digter som Simon Grotrian, hvis digte han karakteriserer som ”små sproglige eksplosioner” der er slagkraftige og gale, i modsætning til de afrundedes ”sirlige sproglige forløb”. Han citerer fra Selvbinderhjertet:
RUSSKÅR
Dette hospital forlades
heste trækker åndedrættet ud
af solens vaterpas
med sneen, når den repeterer
selvet i en bro
der excelleres i fald fra vid
og sans
Rasmussen giver et bud på analyse af digtet og slutter: Det er vanviddets sprog, der udløser sig i fragmenter eller metaforer, som ikke kan tolkes under et.
Det var måske noget i denne retning, spørgeren i Poetisk Salon tænkte på.
Spørgsmålet stilles af René Rasmussen, forfatter og lic.phil. i litteraturvidenskab, i en artikel i Forfatteren 2012 nr. 4.
For at lære noget nyt, siger han. Og det gør vi, når der i prosafortællingen indtræffer en begivenhed, der ændrer tingenes vante gang og bringer dem i en ny retning. Eller når der i digtet optræder slående sproglige udtryk.
Man kunne også sige: vi lærer nyt, når der i litteraturen optræder ”små passende forstyrrelser”, der får os til at spærre øjne og bevidsthed op og til at ønske at forstå.
Bente Høegh 